Opdateret 24-AUG-2012 (ver. 17.44) | © Lektor FLEMMING RAVN, dobbelt cand.mag. & M.A.

VELKOMMEN til den FØRSTE danske hjemmeside om C.G. JUNG, indviet 1995 - MAIL MIG

This site was attributed a silver medal by the The Philosophers' Web
Magazine; click here to pay them a visit

Flemming Ravns
Carl Gustav Jung Hjemmeside

C.G. Jung: schweizisk videnskabsmand (læge, psykiater og metafysiker).

Født i Kesswill (Kanton Thurgau) i Svejts, 26. juli 1875. Død 1961.

Nederst på denne side er der en kronologi over vigtige år og begivenheder i Jungs liv.

Jung kom til Verden i en familie, hvor faderen Johann Paul Achilles Jung var protestantisk præst. Moderen Emilie Jung udgik fra en veletableret Basel-familie ved navn Preiswerk. Forældrene synes imidlertid at have været temmelig umage størrelser, og sandsynligvis har denne ubalance, kombineret med at forældrene overlod ham meget til ham selv, bidraget til, at Jung fra barnsben begyndte at gå sine egne veje.

I sine mange alene-stunder gik han og funderede over Livets store spørgsmål. Allerede på dette tidspunkt havde han en særlig forkærlighed for at dagdrømme; han havde en livlig fantasi, som han søgte at arbejde bevidst med. Ifølge ham selv har hans stærke indre Liv haft afgørende indflydelse på hans arbejde som voksen.

Efter kandidateksamen i medicin i 1902 fra universiteterne i Basel og Zürich, med en bred baggrund i biologi, zoologi og andre fag, vendte Jung sig mod det fascinerende felt, som studiet af menneskets psykologi er. Han fik ansættelse som læge på Burghölzli, det psykiatriske hospital i Zürich, som da blev ledet af Eugen Bleuler. Den 26. februar 1903 giftede Jung sig med psykoanalytikeren Emma Rauschenbach. Emma var Jung en vigtig støtte i hans videnskabelige virke, og de levede sammen indtil Emmas død i 1955. Parret fik og opdrog fem børn.

Illustration: På dette kort over Schweiz kan man bl.a. se byerne Basel og Zürichs placering.

Psykologiens oprindelse

Så langt tilbage i Tiden som 400 år f.v.t. søgte oldgræske filosoffer at forstå, hvorledes den menneskelige psyke ("sjæl", sind, mentale processer) fungerer, f.eks. Demokrit, Platon og Sokrates. Det var imidlertid Aristoteles, som blandt mange andre bemærkelsesværdige ting begyndte at gøre dybere refleksioner over betydningen af ords associationer. Men i Tiden herefter og i den "mørke" Middelalder gik den psykologiske forskning omtrent i stå og blev først for alvor vakt til live igen for godt hundrede år siden. Det ser ud som om, at netop første halvdel af indeværende århundrede var særligt velskikket til at få videnskabsfolk til at dyrke forskning inden for psykologiens område.

Efter velgennemført kandidateksamen begyndte Jung sin forskning - i ord-association. Mens en patient taler, udfolder sproget sin egen indforståede logik, som sammenføjer tankeimpulser med genoplevelsen af tidligere gennemlevede begivenheder. Således vil der ud fra patientens svar på analytikerens stimulus-ord uundgåeligt danne sig et tydeligt billede, der kan hjælpe med at afdække sådanne ubevidste psykologiske mønstre, som Jung kaldte komplekser, et begreb som siden har fået stor udbredelse ved at være gledet ind i dagligdagssproget...

Jung møder Freud

Efter at have arbejdet nogen tid sammen med psykiaterne Eugen Bleuler og Pierre Janet, mødte Jung Sigmund Freud. Det indledende skridt blev taget af Jung, som den 23. oktober 1906 sendte et eksemplar af sin bog om ord-association til Freud. Dette blev begyndelsen til en omfangsrig, men noget besynderlig, brevveksling imellem de to, som gradvis intensiveredes. Da Jung lærte Freud at kende, var sidstnævnte endnu en slags persona non grata (uønsket) i den akademiske intelligentsia, men ved at støtte Freud siges Jung at have været medvirkende til, at man begyndte at tage Freud alvorlig i den lærde verden.

Deres bekendtskab udmøntede sig i et første personligt møde søndag den 3. marts 1907, da Jung tog til Wien for at besøge Freud. Besøget gjorde stort indtryk på Jung, som jfr. en af sine mange selvbiografiske skrifter gjorde denne optegnelse om Freud:

"Ingen inden for min egen erfarings område kunne måle sig med Freud. I hans sind var der ikke plads til trivialiteter; jeg fandt ham yderst intelligent, analytisk skarpsindig og bemærkelsesværdig i enhver henseende."

Sigmund Freud blev født i 1856 i Mæhren, som da var del af det østrig-ungarske kejserdømme, og som nu er en del af Tjekkiet. Da han var fire år, flyttede Freud-familien til Wien, og dér grundlagde han senere sin psykoanalytiske skole. Fra hans forskning, som mestendels koncentrerede sig om terapi-sessioner med jødiske overklassefruer samt om sin dybe interesse i de landvindinger, som 1500 års bibelsk og filosofisk tradition og forskning i Vesten var nået frem til, kom Freud frem til en skarpsindig inddeling af psyken som topografisk skueplads for Detet, Jeget og Overjeget.

Skønt ikke den første til at gøre noget sådant, satte han også system i menneskelivets forskellige aldre i form af bestemte udviklingsfaser i barndommen, samt, hvilket var ganske uhørt og virkede anstødeligt på mange mennesker i denne victorianske og seksualfornægtende epoke, påpegede, at et barns udviklingsfaser måtte stå i forbindelse med dets psykoseksuelle modning, idet han anså seksualdriften for at være kilden til omtrent enhver menneskelig proces.

Freud - ven og inspirator (og siden rival)
Skønt Freuds teorier med tiden fik mange tilhængere, mødte de imidlertid også kritik for at være spekulative, idet de synes at mangle mulighed for efterprøvelse (verifikation). Enkelte gjorde den indvending, at psykoanalysen ikke var "videnskabelig", hvilket sårede Freud, fordi han tog sin forskning meget seriøst og søgte at udføre sit arbejde med akademisk omhu; han havde trods alt doktorgraden i medicin. Et tredie kritikpunkt rettede sig imod denne manglende falsificeringsmulighed, som bestod i, at hvis en patient ikke kunne genkende eller anerkende psykoanalytikerens diagnosticering, blev det alene tilskrevet patientens fortrængnings- og forsvarsmekanismer som afstedkommende en ubevidst "modstand" mod bevidstgørelse frem for at acceptere muligheden af, at diagnosen i øvrigt kunne være forkert. Alligevel finder mange, at psykoanalysen har mange hermeneutiske fordele. Også Jung værdsatte Freuds indsats, f.eks. i sit værk "Mennesket og dets symboler" (Lindhardt og Ringhof 1991, p.25), hvori i 1964 skrev:

"Sigmund Freud var pioneren, som forsøgte empirisk at udforske den ubevidste baggrund for bevidstheden. Hans tese var, at drømme ikke er et spørgsmål om tilfældigheder, men om noget, der har forbindelse med de bevidste tanker og problemer. Denne opfattelse var ikke vilkårlig. Den byggede på, at eminente neurologer (som f.eks. Pierre Janet) havde fundet frem til, at nogle neurotiske symptomer er knyttet til nogle bevidste erfaringer. De forekommer at være afspaltede områder i bevidstheden og kan til tider og under andre betingelser gøres bevidste."

Uafhængighed - Jung danner sin egen skole

Jung var blevet godt modtaget af den dynamiske og idérige gruppe af psykoanalytikere omkring Freud. For eksempel blev Jung valgt til præsident for Den Internationale Psykoanalytiske Forening i de tre år, som gik forud for Første Verdenskrig. Men gradvis blev modsætningsforholdet mellem Jung og Freud mere og mere udtalt. Ved i 1912 at skrive om "Nye Veje i Psykologien" (hvilken artikel senere blev omredigeret og 1917 udgivet som "Det Ubevidstes Psykologi") manifesterede Jung sin egen forståelse og ikke mindst uafhængighed af Freuds overbetoning af seksualitetens betydning. Jung brød sig ikke om Freuds strenge afstandtagen fra spiritualitet og kunst (hvis frembringelser Freud betegnede som rene og skære "seksuelle sublimeringer"). Freud anså godt nok Jung som freudianismens kronprins (arvtager), men Jung var godt i gang med at udvikle sine egne teorier i sit eget navn.

Jung siges at have været et ganske muntert gemyt, og det er sandsynligt, at Freuds tilsyneladende lidt ærgerrige og bitre personlighed i denne periode kan have overskygget andre og mere joviale karaktertræk - og derved umuliggjort et nært og varmt venskab, når dette lægges oven i forskellen i livssyn og livsomstændigheder. I løbet af det følgende år (1913) kom det således til et fuldstændigt brud imellem de to, og Jung nedlagde alle sine officielle hverv. Dette brud kom i øvrigt til at betyde, at Freud afstod fra at gøre Zürich til psykoanalysens verdenscenter, skønt Svejts på dette tidspunkt mønstrede den største vækst og aktivitet inden for psykologiens område overhovedet.

I resten af sin levetid fortsatte dr. Jung i overensstemmelse med sin grundlæggende tro på eksistensen af en menneskelig sjæl med at udvikle sine teorier, idet han trak på viden, som han havde tilegnet sig ved den dybeste udforskning af diverse humanistiske felter så som antropologi, klassicisme, mytologi, historie, gnosticisme samt andre esoteriske og eksoteriske visdomstraditioner. Ligeledes hans gevaldige rejseaktivitet til oldgamle kulturer i Ny Mexico, Indien og Kenya samt andre steder bibragte ham megen indsigt. Ud fra denne samling af viden grundlagde han sin helt egen psykologiske skole, som han kaldte Skole for analytisk psykologi, og som fremdeles gav hans spirituelle og kulturelle interesser et udtryk. Jungs fortsatte sin videnskabelige forskning skaffede ham snart internationalt renommé.

Jung på sit kontor

Psykologiens fornyelse

Jungs analytiske psykologi - såvel som psykoanalysen - hviler på den hypotese, at der eksisterer et Ubevidste, som står i dynamisk modsætningsforhold til Det Bevidste.

I et større værk fra 1921 "Psykologiske Typer" afhandlede dr. Jung om sammenhængene mellem Det Bevidste og Det Ubevidste, ligesom han også skabte inddelinger imellem to grundlæggende personlighedstyper, idet han skelnede mellem ekstroversion (udadvendthed) og introversion (indadvendthed). Senere indførte han en skelnen mellem Det personlige Ubevidste (som er fortrængte følelser og tanker ophobet gennem et individs livstid samt endnu ikke udfoldet livspotentiale med mere) og Det kollektive Ubevidste (nedarvede følelser, "instinkter", tanker og erindringer som menneskeheden er fælles om); idet Det kollektive Ubevidste samtidig indeholder, hvad han navngav arketyper.

Arketyper

Arketyper er sådanne nedarvede, instinktive urformer i mennesket, som finder deres ubevidste (eller bevidste) udtryk i bl.a. religion, kunst, folkeeventyr, myter og astrologi. Jung indførte arketype-betegnelsen i 1919 i forlængelse af hans tro på, at menneskets sjæleliv og instinktnatur - i form af en "ladningsløs formstruktur" - kan føres tilbage til noget oprindeligt kollektivt. Arketyperne indeholder altså en autonom, energetisk ladning, der ejer egen vilje og initiativ. Men arketyper er dog endnu mere en proces, end de er en statisk ladning. Men arketypen er IKKE urbilledet (indholdet) i sig selv, derimod selve FORMEN, altså muligheden for at der kan eksistere et givent ladet mønster (form) med et billedligt eller symbolsk indhold. Jung definerede arketyper på denne måde i "The Concept of the Collective Unconscious" (CW 9,1):

"Der gives lige så mange arketyper, som der findes typiske situationer i Livet. Endeløse gentagelser har indgraveret disse almenmenneskelige erfaringer ind i vor psykiske konstitution, ikke i form af billeder fyldt med et indhold, men fra begyndelsen af former uden indhold, som blot repræsenterer potentialet i en særlig form for opfattelse (perception) eller handling. Når en situation opstår, som modsvarer en given arketype, bliver den pågældende arketype aktiveret og en slags trang til at udløses opstår, som, lige som en instinktuel drift, vinder over al fornuft og vilje, og hvis den ikke får lov til at udløses skaber den en konflikt af patologiske (sygelige) dimensioner, hvormed jeg egentlig mener en "neurose".

Den astrologiske kundskab udgør et godt eksempel på den slags nuancerede symbolsprog, der gør brug af arketypiske motiver. For Jung repræsenterer astrologien (citat) "en akkumulering af Oldtidens samlede psykologiske viden". Han mente endvidere, at (citat) "astrologi, når den anvendes konstruktivt, gestalter en fortrinlig metode, som kan føre et individ frem til større selverkendelse og personlig vækst". Jung, som selv besad en stor astrologisk indsigt, skrev bl.a. bogen Aion, som handler om Fiskenes Tidsalder og menneskets udvikling i forbindelse med kristendommens fremkomst og udbredelse.

Psykologen Pia Skogemann, som er medstifter af Jung Instituttet i København, skriver følgende i "Religion og symbol" (København Borgen 1988, p. 17):

"Jung benytter ordet symbol i modsætning til ordet tegn. Det er vigtigt at bemærke, eftersom vi i dagligsproget benytter de to ord i flæng. Endvidere skelner han mellem 'naturlige' og 'kulturelle' symboler. De første er dem, som man møder hos enkelte mennesker i drømme, fantasier etc. De sidste hører selvsagt kulturen til, men har desuden en personlig, følelsesmæssig betydning for mange 'indbyggere' i den kultur".

Pia Skogemann skriver endvidere, at (citat) "for at forstå arketypeteorien, som er så central hos Jung, må man hæfte sig ved, at der hverken er tale om nedarvede ideer, specifikke mentale egenskaber eller racehukommelse" (Samme kilde, p. 36). Det er således den gængse opfattelse blandt nogle Jung-fortolkere, at arketyperne er kollektive af natur, idet disse potentielle psykiske strukturer menes at tilhøre den samlede menneskehed på tværs af etniske og andre skel.

Jungs livsanskuelse

"Vi moderne mennesker står over for nødven-
digheden af at genopdage det åndelige liv.
Vi må påny erfare dette inden i os selv..."

Således skrev dr. Jung i essayet med titlen "Freud og Psykoanalysen". Jung, som ingenlunde samtykkede med Freuds teori om, at grundlaget for menneskets psykiske udvikling standser efter det sjette leveår, hævdede, at et menneskes personlige udvikling er en proces, der varer hele Livet. Han understregede, at konflikter og traumer, som meget vel kan være opståede i barndommen, ikke sjældent først løses på en tilfredsstillende psykologisk måde i den voksne eller modne alder.

Gennem sådanne processer, som kan begynde både under, men også før Livsmidten (ca. 35-40 år), og hvorved et individ gennem assertion og identitetsintegration (når arketyper som Skyggen eller Syzygy (dvs. Anima og Animus) bliver bevidsthedsintegrerede), kan han eller hun påbegynde sin søgen efter indre selverkendelse og opnå det livsstadium, som Jung kaldte for Individuering. At konfrontere og integrere Skyggen er et vigtig arbejde, som er nødvendigt, hvis Individuationsprocessen skal bære positiv frugt. Jeg vil gerne citere den amerikanske Ph.D. i religionsstudier, Charles T. Davis, for hans forklaring om Skyggens arketype på hans hjemmeside ("The Biblical Scholar's Path"), fordi jeg finder den både præcis og let forståelig:

"Den er vort potentiale med hensyn til at erfare den ubevidste side af vores unikke personlighed. Efterhånden som vi bevæger os dybere ind i de mørkere sider af vores personlighed, begynder vores identitet at opløses i "latente dispositioner", som er fælles for alle mennesker (...) Skyggen er dén arketype som de fleste mennesker finder lettest at erfare. Vi har tendens til at se den i "de andre". Dermed mener jeg, at vi projicerer vores mørke sider over på andre og således fortolker dem som "fjender" eller som fascinerende "eksotiske" tilstedeværelser. Vi ser Skyggen alle steder i folkelig kultur (...) Skyggen er personifikationen af den del af menneskets psykiske mulighed, som vi fornægter i os selv og projicerer over på andre. Målet med at integrere personligheden er at integrere den fortrængte, inferiøre side af vores liv ind i en erfaringshelhed og tage ansvar for det."

Begrebet Individuering henviser til den tilstand af selv-helhed, eller hvad jeg selv har for vane at kalde sjælsintegration, idet Selvets (sjælens) bevidsthed (det "højere" selv) vil stråle ud gennem den pågældende person gennem hans eller hendes personlighed ("lavere" selv), thi Jegets stræben imod Selvet er en "evindelig proces", dvs. processen ophører aldrig, da fuldkommenhed jo sjældent nås - Jung mente nemlig, at det ypperste symbol på fuldkommenheden i Selvets arketype legemliggøres af (den arketypiske symbolik omkring) Kristus; mens symbolikken omkring Djævelen ofte henføres til Skyggens arketype.

Jungs betoning af åndelige anliggender, f.eks. hans geniale idé om Det kollektive Ubevidste, indeholdende diverse faste og ufaste arketyper, men som samtidig består af empirisk umålelige strukturer, der i dagliglivet fremkommer forklædt i sagaer, myter og anden folklore, har mødt modstand fra visse dele af videnskaben. Allerede ved århundredeskiftet var begrebet "sjæl" omtrent blevet udslettet fra det videnskabelige ordforråd, men Jung havde mod og mandshjerte nok til at gå imod strømmen (den positivistiske materialisme), og han fortsatte sine studier udi hin tid- og rumløse faktor i menneskelivet, som sjælen rigtigt nok udgør.

Ifølge Jung er Individuering et uundgåeligt mål for livsprocessen. Individuering er dette at virkeliggøre éns allerinderste, individuelle særegenhed. Virkeliggørelsen af éns Selv har intet med selviskhed eller egoisme at gøre. Individuering er modsætningen til Selv-fremmedgørelse. Jung anså psyken for at virke ved modsætningers drivkraft, hvorigennem et individ ubevidst stræber efter større Selv-helhed. Jung skrev følgende om Individuering i Archetypes of the Collective Unconscious (CW 9,1):

"I alle tilfælde af opløsningstendenser er det nødvendigt at integrere Det Ubevidste i Bevidstheden. Dette er en syntesedannende proces, som jeg har kaldt Individueringsprocessen. Faktisk er denne proces en helt naturlig del af livsforløbet, et forløb hvori individet bliver det, han eller hun altid har været. Fordi mennesket ejer bevidsthed, forløber en udvikling af denne art ikke altid lige uproblematisk; ofte forløber den temmelig varieret og forstyrrende, fordi Bevidstheden igen og igen afviger fra sit arketypiske, instinktive grundlag og opdager sig selv i modsætning hertil. Derved opstår der et behov for at danne syntese imellem de to positioner."

"At vide er at kende Selvet.
Mere viden er en vej til
At gøre os mere ydmyge og beskedne.
Den, der gør sig selv til den laveste,
Ved alt,
Og han opnår det evige livs
Universelle bevidsthed"
- Ordsprog fra Indien

Jungs videnskabelighed

Carl Gustav Jung fremkom med en udtalelse om, at han anså sit eget liv som en lang, selvudfoldende myte, og han afstod på ingen måde fra at anvende materiale fra personlige drømme og fantasier, han havde haft i barndommen såvel som i voksenalderen, som en fast bestanddel af erfaringsvæsenet i hans teoribygning.

Netop fordi Jungs erfaring og viden stammer fra forskellige studieområder, har det været vanskeligt for den autoriserede videnskab at forholde sig positivt til Jungs teorier; ikke mindst naturvidenskaben, som bygger på en holdning til nødvendigheden af verificerbar empiri ud fra et positivistisk-materialitisk grundsyn, har det svært med Jungs umiddelbart uefterprøvelige teorier. På den anden side har Jung vundet megen respekt og anerkendelse fra psykologiens "sjælelige" nabodiscipliner, f.eks. religion, antropologi, åndsvidenskab, kunsthistorie og astrologi med flere.

Jungs eftermæle

Carl Gustav Jung skrev omfangsrigt, især udformede han sine psykologiske teorier, analytiske metoder og skrev om sammenhænge mellem psykoterapi og åndelige emner. Jung talte svejtsertysk, det største sprog i Schweiz, og helheden af hans skriftlige videnskabelige værk på tysk er blevet oversat til dansk, engelsk, fransk, spansk, portugisisk, italiensk, hebraisk og kinesisk samt mange andre sprog. Det enestående ved hans livsværk består nok i den kendsgerning, at han selv oplevede en indre vækst og sjælelig modning, hvoraf hans dybe psykologiske forståelse og skrifter markerer de frugtbare frembringelser. Dr. Jung døde den 6. juni 1961 i Küssnacht i Svejts. Hans værker vil uden tvivl blive nærlæst i mange år endnu...

Dog bør det nævnes, at Jungs psykologi er blevet KRITISERET af nogle for at være både kvindefjendsk og germanocentrisk. Skønt han var svejtser, var Jung præsident for Selskabet for medicinsk psykoterapi Nazi-Tyskland fra 1933 og i en årrække derefter, dvs. i den nationalsocialistiske æra. Mens den freudianske psykoanalytiske forening var blevet forbudt ved tysk lov og mange freudianske psykoanalytikere derfor udvandrede fra Østrig og Tyskland (primært til USA, Freud dog i 1938 til London, hvor han døde året efter af en langvarig kræftsygdom) - kunne de jungianske psykoanalytikere således forblive i de tysketalende lande og arbejde videre inden for visse rammer. Det er svært at vide, i hvor høj grad Jung havde nationalsocialistiske sympatier, eller om han blot var en opportunist, der gjorde brug af systemets muligheder. DOG var Jungs organisation udelukkende en professionel organisation med internationale medlemmer, som ikke havde noget med styret eller styreformen i Tyskland at gøre. Jung boede heller ikke i Tyskland, men i Schweiz, hvor han arbejdede og forskede. Al denne tid havde han joediske medarbejdere, som forblev loyale over for ham også efter krigen, f.eks. Jolande Jacobi. Jung tog afstand til nationlsocialsmen bl.a. i værket "Efter katastrofen" i 1945.

Nederst på denne side er der en kronologisk oversigt over vigtige år og begivenheder i Jungs liv.

Mange TAK til følgende personer for hjælp og information:

Myriam Ferdjioui (Frankrig), Dmirti Lytov (Rusland), Stanley G. Rockson (USA),
Jean Etienne (Belgien), Françoise Frigola (USA/Frankrig), Debbie Blaz,
Françoise Demay (USA/Frankrig), Robert W. Fowler (USA).

Eksterne links

www.CGJUNG.COM

The Metaphysical Jung

Rodney Ravenswood

C.G. Jung Gesellschaft e.V. Köln

Centrum för Jungiansk Psykologi

Archetypal Astrology

Michael McLay

Jung, synchronicity and the Unconscious

Société Française de Psychologie Analytique

Carl Jung Resources - for home study and practice

The New Israeli Jungian Society

SelfDiscovery

Jungiansk typologi I - Humanmetrics

Jungian typology II

Jungian typologi III ~ Functional analysis

Socialpsychology

Patrick's Socialworld

PSYCHOLOGY RESOURCES ON THE INTERNET

Hele dette website har haft

besøg siden 07-AUG-1996 ~ venligst optalt af Webcounter.

Forslag, gode råd og anden hjælp er velkommen.

CARL GUSTAV JUNG. Analytisk psykologi. Humanistisk psykologi.
Jungiansk psykoanalyse. Personlig vækst. Arketyper. Det kollektivt bevidste.

http://neft.dk/dk-jungs.htm

Årstal	Personlige Begivenheder	Arbejdsrelatederede Begivenheder
1875	Jung fødes i Svejts	*
1896	Jungs far dør	*
1900	*	Jung bliver kandidat fra universitetet i Basel
1900-1909	*	Jung arbejder på Burghölzli Psykiatriske Hospital i Zürich
1902	*	Jung fuldender sin Ph.D. ved universitetet i Zürich
1903	Jung gifter sig med Emma	*
1905-1913	*	Jung docerer i psykiatri ved universitetet i Zürich
1906	Jung indleder brevveksling med Sigmund Freud og besøger ham året efter i Wien	*
1909	Jung besøger USA sammen med Freud og Ferenczi	Jung åbner sin private psykoanalytiske praksis i sit hjem i Küssnacht, som han drev med stor entusiasme indtil sin død
1912	Jung erklærer sin videnskabelige uafhængighed af Freud	Jung udgiver "Neue Bahnen der Psychologie"
1916	*	Jung udgiver "La structure de l'inconscient"
1917	*	Jung udgiver "Die Psychologie der unbewussten Prozesse"
1919	*	Anvender første gang betegnelsen arketype ("Instinkt und Unbewusstes")
1921	*	Jung udgiver "Psychologische Typen"
1923	Jung begynder egenhændigt at bygge sit videnskabelige refugium i form at et "tårn" i Bollingen	*
1931	*	Jung udgiver "Seelenprobleme der Gegenwart"
1932-1940	*	Jung arbejder som professor i psykologi ved det Føderale Polytekniske Universitet i Zürich
1934	*	Jung udgiver "Wirklichkeit der Seele"
1941	*	Sammen med Karl Kerényi udgiver Jung "Essays on a Science of Mythology"
1944-1945	*	Jung bestrider professorat i medicinsk psykologi ved universitetet i Basel
1945	*	Jung udgiver "Nach der Katastrofe"
1950	*	Jung udgiver "Aion - Fänomenologie des Selbsts"
1952	*	Jung udgiver "Antwort für Job"
1957	*	Jung udgiver "Gegenwart und Zukunft"
1961	Jung dør som 85-årig	*

C.G. Jung: schweizisk videnskabsmand (læge, psykiater og metafysiker). Født i Kesswill (Kanton Thurgau) i Svejts, 26. juli 1875. Død 1961.