Nedenstående levnedsskildring bygger på artikel af nu afdøde professor ved Københavns Universitet, dr.phil. Frithiof Brandt, i "Illustreret Dansk Konversations Leksikon" (bind 12), udgivet på Berlingske Forlag i København 1935. Søren Aabye Kierkegaard, æstetiker, digter, filosof og religiøs forfatter, grundlægger af den særlige eksistentielle tradition inden for moderne filosofi og protestantisk teologi. Han blev født i 1813 som det yngste af syv børn. Da han blev født var faderen 56 år og moderen 45. Skønt Søren Kierkegaard kun blev 42 år gammel, og skønt hans ydre liv ikke var rig på hændelser, synes hans livshistorie og skrivende virksomhed som helhed at have været præget af usædvanlig dramatik og fylde. Dette lå i, at selv ret almindelige oplevelser let fik mægtige dimensioner for hans tanke og følelse, på grund af hans højspændte, lidenskabelige, fantasifulde og dybt inderlige sind.

Begge forældre stammede fra Sædding på egnen omkring Ringkøbing. [Korrektion: Faktisk stammede kun faren fra Sædding; moren stammede fra Brandlund i Brande i det midterste Jylland]. Faderen kom til hovedstaden som 12-årig. Her etablerede han sig som hosekræmmer og tjente hurtigt en formue. Han var en højt begavet mand, stærkt optaget af åndelige spørsmål. Hans livssyn var noget mørkt, og han opdrog sine børn på patrikalsk vis i en streng kristendom. Fra faderen menes Søren Kierkegaard at have arvet sine eminente åndsevner, en gennemtrængdende forstand, en lidenskabelig fantasi samt sit nedkugende periodiske tungsind, ledsaget af syndsbevidsthed. Fra moderen synes Søren Kierkegaard at have fået de mere lyse sider i sit væsen moderen var en munter, kærlig og venlig kvinde.

I 1830 blev Kierkegaard student som 17-årig. Han gav sig til at studere teologi, men blev snart træt af det skolerette studium. Tidligt kom han ind i en stærk personlig gæring og i åndelige kriser, der kulminerede i sommeren 1835. Han følte sig usikkert med hensyn til sin bestemmelse og blev optaget af spørgsmålet om livsanskuelse. Han var idealist og søgte efter den idé, for hvilken han ville leve og dø. Spørgsmålet om livsanskuelse blev i øvrigt Søren Kierkegaards hovedproblem hele livet igennem. Hans læsning var allerede i studenterårene særdeles omspændende, både på æstetisk, filosofisk og teologisk område. Særligt prægedes han af Romantikken i Tyskland, specielt af den dybt religiøse Hamann. Faderens død i 1838 blev anledning til, at Kierkegaard tog sig sammen og endelig afsluttede sine studier med såkaldt "kandidatur udi theologien" i 1840; studiet havde da varet ti år.


Studentertiden må siges at have været af overordentligt betydning for Kierkegaards åndelige udvikling. Gennem kriser og lange tungsindsperioder, vekslende med perioder af opstemthed, modnedes hans ejendommelige væsen. I september 1840, nogle måneder efter at han var blevet teologisk kandidat, forlovede han sig med Regine Olsen, som var en indtagende og smuk, ung kvinde og datter af Etatsråd Olsen. Kierkegaard havde da kendt og drømt om hende i flere år. Hun var ved forlovelsen 17 år, og han var 27. Allerede dagen efter forstod han, at han havde grebet fejl. Tungsindet overvældede ham med tvivl og ængstelser, om han kunne gennemføre et ægteskab. Ind imellem var han dog håbefuld, men tvivlen og syndsbevidstheden løb alligevel af med ham, og efter et års forløb brød han definitivt forlovelsen. Senere brugte Kierkegaard på digterisk måde sin forlovelseshistorie i skrifterne "Gentagelsen" og "Skyldig? - Ikke-Skyldig?". Kæresten blev senere lykkeligt gift, men Kierkegaard glemte hende aldrig og henførte senere hele sit forfatterskab til hende.

Kierkegaard havde en idé om yderst diverse eksistentielle stadier, som mennesket går igennem, og disse fik han præsenteret gennem sit pseudonyme forfatterskab. Han udgav 1843, under pseudonymet Victor Eremita, et af sine hovedværker med titlen "Enten - Eller. Slag i slag fulgte nu andre skrifter, f.eks. "Frygt og Bæven (1843), "Gjentagelsen" (1843), "Begrebet Angest" (1844) og "Stadier paa Livets Vei" (1845). De pseudonyme værker danner en samlet blok inden for forfatterskabet. Heri fremstilles hans filosofi over livsanskuelser, "stadiernes filosofi". for at få sagt alt, spalter Kierkegaard sig ud i en mangfoldighed af tænkte forfattere, pseudonymerne, der hver for sig repræsenterer sin individuelle, ejendommelige livsanskuelse.

Da "Uvidenskabelig Efterskrift" var færdig, følte Kierkegaard sig foreløbigt udtømt for flere skrifter. Efter eget udsagn havde han da i fire et halvt år skrevet "uden måske én eneste dags afbrydelse". Dog må det erindres, at mange af de emner, som Kierkegaard behandler i sit psudonyme forfatterskab, har rod allerede i hans første ungdomsperiode, og de var utvivlsomt gennemarbejdede, før den geniale produktionsrus greb ham efter forlovelsesbruddet. Tanken om at skulle død ung har yderligere presset på. Heldigt var det, at Kierkegaard havde arvet en betydelig formue, der satte ham i stand til at indrette sig med optimale arbejdsbetingelser. Han betalte, hvad det kostede for at holde sig "i produktiv stand".

Dette afsnit fortsættes så snart som muligt...

VIISE MUNDHELD af KIERKEGAARD

Livet må leves forfra, men kan kun forståes bagfra.

Af alle Glæder er Forventningens Glæde den største.

At vove er at miste fodfæstet for en Stund; ikke at vove er at miste Livet.

De fleste Mennesker haste saa stærkt efter Nydelsen, at de haste den forbi.

Menneskene ere dog urimelige. De bruge aldrig de Friheder, de har, men fordre dem, de ikke har.

Det i Sandhed at existere, altsaa med Bevidsthed at gjennemtrænge sin Existents, paa engang evigt ligesom langt ude over den og dog nærværende i den og dog i Vorden; det er sandelig vanskeligt.

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaar ham ihjel, da leer jeg af Herrens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?


Lediggang, pleier man at sige, er Rod til alt Ondt. For at forhindre det Onde anbefaler man Arbeide. Man seer imidlertid let saa vel af den befrygtede Anledning som af det anbefalede Middel, at den hele Betragtning er af meget plebejisk Extraktion. Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tvertimod er den et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke kjeder sig. Ja, Lediggang kan give Anledning til at man taber sin Formue o.s.v.; men den adelige Natur frygter ikke Sligt, men vel at kjede sig. De olympiske Guder kjedede sig ikke, de levede i lykkelig Lediggang (...) Lediggang er da saa langt fra at være Roden til det Onde, at den snarere er det sande Gode. Kjedsommeligheden er Roden til det Onde, den er det, der maa holdes borte. Lediggang er ikke det Onde, ja man maa sige, at ethvert Menneske, der ikke har Sands derfor, ikke har hævet sig til det Humane. Der gives en utrættelig Virksomhed, som udelukker et Menneske fra Aandens Verden og sætter ham i Classe med Dyrene, der instinkt-agtigt altid maa være i Bevægelse (...) Da imidlertid Folk troe, at det er Menneskets bestemmelse at arbeide, saa er Modsætningen rigtig: Lediggang - Arbeide. Jeg antager, at det er Menneskets Bestemmelse at more sig, min Modsætning er derfor ikke mindre rigtig.

At bedrage sig selv for kærligheden er det forfærdeligste, er et evigt tab, for hvilket der ingen erstatning er hverken i tid eller evighed.

Qvinden er og bliver mig et uudtømmeligt Stof for Overveielser, en evig Overflødighed for Iagttagelser. Det menneske, som ikke føler Trang til dette Studium, han kan for mig være hvad han vil forresten i Verden, een Ting er han ikke, han er ikke Æsthetiker. Det er netop det Herlige, det Guddommelige ved Æsthetiken, at den kun træder i Forhold til det Skjønne; den har væsentlig kun at gjøre med den skjønne Litteratur og det smukke Kjøn. Det kan fryde mig, det kan fryde mit Hjerte at tænke mig Qvindelighedens Sol udstraalende sig i en uendelig Mangfoldighed, spredende sig i en Sprogforvirring, hvor hver Enkelt har en lille Deel af Qvindelighedens hele Rigdom, dog saaledes, at det Øvrige der findes hos hende, harmonisk danner sig om dette Punkt (...) Mit Øie kan aldrig blive træt af at haste hen over denne peripheriske Mangfoldighed, disse den qvindelige Skjønheds udspredte Emanationer.


Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger at Livet maa forstaaes baglænds. Men derudover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds. Hvilken Sætning, jo meer den gjennemtænkes, netop ender med, at Livet i Timeligheden [= den af tid betingede Verden, modsat evigheden] aldrig ret bliver forstaaeligt, netop fordi jeg intet Øieblik kan faae fuldelig Ro til at indtage Stillingen: baglænds.

Livet kan kun forstås baglæns, men må leves forlæns.

Det tilgives en Pige, at hun ikke kan angive Grund; hun lever i Følelsen, hedder det. Anderledes med mig. I Almindelighed har jeg saa mange og oftest hinanden indbyrdes modsigende Grunde, at det af den Grund er mig umuligt at angive Grunde. Ogsaa med Aarsag og Virkning synes det mig, at det ikke hænger rigtigt sammen. Snart fremgaar af uhyre og gewaltige Aarsager en saare klein og uanseelig lille Virkning, undertiden slet ingen; snart afføder en vims lille Aarsag en colossal virkning.

Jeg tager Varsel af Fuglenes Flugt, af deres Skrig, af Fiskenes overgivne Slag mod Vandets Overflade, af deres Forsvinden under Dybet, af et fjernt Hundeglam, af en Vogns fjerne Raslen, af Fodtrin, der gjenlyde langt borte fra. Ikke seer jeg Spøgelser i denne Nattetime, ikke seer jeg det, som har været, men det som skal komme i Søens Barm, i Duggens Kys, i Taagen, som udbreder sig over Jorden og skjuler dens frugtbare Omfavnelse. Alt er Billede, jeg selv er en Mythe om mig selv.

Tilsyneladende er Mennesket ikke blevet givet Talen for at udtrykke, hvad det tænker, men for at vise, at det ikke tænker.

Idag taler man med et Menneske, kan nogenlunde forstaae ham, imorgen taler han i Tunger og i begynderlige Gebærder - ak, han er forelsket!


Naar hun da staar smykket som Brud, og al hendes Pragt dog blegner for hendes Skjønhed, og hun selv atter blegner, naar Blodet standser, naar Barmen hviler, naar Blikket falmer, naar Foden vakler, naar Møen skjælver, naar Frugten modnes; naar Himlen opløfter hende, naar Alvoren styrker hende, naar Forjættelsen bærer hende, naar Bønnen velsigner hende, naar Myrthen bekrandser hende; naar Hjertet bæver, naar Øiet fæster sig mod Jorden, naar hun skjuler sig i sig selv, naar hun ikke tilhører Verden for at tilhøre den ganske; naar Barmen bølger, naar Skabningen sukker, naar Stemmen svigter, naar Taaren zittrer, før Gaaden forklares, naar Faklen tændes, naar Brudgommen venter - da er Øieblikket der. Snart er det for silde.

Hvor er hun dog skjøn! Stakkels Speil, det maa være en Qval, godt, at Du ikke kender Jalousi. Hendes Hoved er fuldkommen ovalt, hun bøier det lidt forover, derved høines Panden, der hæver sig reen og stolt uden Aftegning af Forstands-Organer. Hendes mørke Haar slutter sig ømt og blødt om Panden. Hendes Ansigt er som en Frugt, enhver Overgang fyndig rundet: hendes Hud er gjennemsigtig som Fløiel at berøre, det kan jeg føle med mit Øie. Hendes Øie - ja det har jeg endnu ikke seet, det er skjult af et Laag væbnet med Silkefryndser, der bøie sig som Hager, farlige for Den, der vil møde hendes Blik. Hendes Hoved er et Madonna-Hoved, Reenhed og Uskyld dets Præg.

Glemsel er den Sax, med hvilken man klipper bort, hvad man ikke kan bruge, vel at mærke under Erindringens allerhøiste Opsyn. Glemsel og Erindring ere saaledes identiske, og den kunstnerisk tilveiebragte Identitet er det archimediske Punkt, med hvilket man løfter hele Verden. Naar man siger at skrive Noget i Glemmebogen, saa antyder man jo paa eengang at det glemmes og at det dog opbevares.


Erindringens Kjærlighed er den ene lykkelige, har en Forfatter sagt [~ den erindrede kærlighed er den eneste lykkelige]. Deri har han ogsaa fuldkommen Ret, naar man blot erindrer, at den først gjør et Menneske ulykkeligt. Gjentagelsens Kjærlighed er i Sandhed den ene lykkelige. Den har ligesom Erindringens ikke Haabets Uro, ikke Opdagelsens ængstende Eventyrlighed, men heller ei Erindringens Vemod, den har Øieblikkets salige Sikkerhed. Haabet er en ny Klædning, stiv og stram og glidende, dog har man aldrig havt den paa, og veed derfor ikke, hvorledes den vil klæde En, eller hvorledes den sidder.

Spidsborgerlighed, er Aandløshed; men Aandløshed er ogsaa Fortvivlse. Spidsborgerlighed mangler enhver Aandens Bestemmelse, og gaaer op i det Sandsynlige, indenfor hvilket det Mulige finder sin Smule Plads; den mangler saaledes Mulighed for at blive opmærksom paa Gud. Uden Phantasi, som Spidsborgeren altid er, lever den i et vist trivielt Indbegreb af Erfaringer, om hvordan det gaaer til, hvad der er muligt, hvad der pleier at skee, Spidsborgeren være forresten Øltapper eller Statsminister. Saaledes har Spidsborgeren tabt sig selv og Gud...

Tiden gaaer. Livet er en Strøm, sige Menneskene, o. s. v. Jeg kan ikke mærke det; Tiden staaer stille og jeg med. Alle de Planer, jeg udkaster, flyve lige lukt tilbage paa mig selv, og naar jeg vil spytte, spytter jeg mig selv i Ansigtet.

---

HVIS du har lyst til mere, så kig eventuelt her...

WORLD-LITERATURE-WEB.net
Kierkegaardcitater på dansk ~ Ved PostCultural Blues
Web Site on Kierkegaard ~ Ved D. Anthony Storm
Extistentialism and beyond ~ Ved Christopher Scott Wyatt
The Realm of Exitentialism ~ Ved Katharene Eiermann

---

---

Forslag, gode råd eller kommentarer modtages gerne!

Til års og fred. Til árs og friðar.

---

© Flemming Ravn Neft ~ http://neft.homepage.dk/kierkegd.htm