Forsiden/Menu/HOME
ALBERT CAMUS - Flemming Ravns hjemmeside om Albert Camus på dansk. RAVN's homepage about Albert Camus in Danish.
12-JUL-2016 (ver. 2.37) | © Copyright: Flemming André Philip Ravn, dbl. cand.mag. & M.A. ( Mail)












RAVNs Hjemmeside
om

ALBERT CAMUS
(1913-1960)


Levnedsskildring

Franskmanden Albert Camus blev født den 7. november 1913 i Algeriet i landsbyen Mondovi nær Bône. Algeriet var da en fransk koloni, og skønt Camus som voksen bosatte sig i Frankrig, bevarede han hele livet igennem en stærk følelse af tilknytning til sit fødeland.

Faderen, Lucien Camus, var land­brugs­arbejder og arbej­dede på en vingård i vin­pro­duk­tionen. Faderens slægt var kommet til Algeriet et årti eller to efter Frankrigs kolonisering af Algeriet, som fandt sted i 1830. Siden da havde Camus' familie boet og levet i Algeriet.

Albert Camus' far var mobili­seret som soldat under Første Verdens­krig, og han faldt under Slaget ved Marne i 1914, hvilket kom til at præge familiens liv, ikke mindst Albert Camus', fordi han jo på denne måde var blevet fader­løs allerede, inden han var fyldt ét år.

Camus' mor, Catherine Helen Sintes, var af spansk afstam­ning. Hendes familie stammede fra den spanske ø Minorca. Hun beskrives hyppigt som en jævn og uuddannet kvinde, der var usædvanligt indad­vendt, hvilket sandsynligvis har skyldtes en svær grad af døvhed. Efter sin mands død måtte hun forsørge familien dels ved at arbejde på en våben­fabrik og dels som ren­gørings­assistent.

Familien flytter til Algier

Efter faderens død flyttede Albert Camus, hans mor og mormor samt den tre år ældre bror, Lucien (som var opkaldt efter faderen), og en onkel ved navn Etienne til en toværelses lejlighed i Belcourt, som var en fattig bydel i Algeriets hoved­stad Algier. Dér voksede Camus op i trange kår.

På denne tid, hvor verdenskrigen rasede, og nøden var stor, var den unge Alberts livs­udsigter ikke de lyseste. Hvem kunne dengang vide, at han, søn af en mor, der ikke kunne læse, senere skulle blive en af det 20. år­hun­dredes mest læste forfattere?

Allerede tidligt viste Camus gode evner, og i folke­skolen blev han støttet af sin lærer, Louis Germain. Det stod tidligt klart, at Camus havde talent. Det franske skole­system var i nogen grad ind­stil­let på at hjælpe dygtige børn fra fattige kår. Hans lærer gav ham privat­under­visning og hjalp ham med at få et sti­pen­dium til gym­nasiet. Louis Germains gode indsats afstedkom netop, at Camus var så heldig at få en friplads på Lycée d'Alger, da han var ti år gammel.

Universitsstudier

Senere blev Albert Camus optaget på Universitetet i Algier. Dér blev han glad for faget filosofi. Det skyldes blandt andet mødet med Jean Grenier, hans filosofi­lærer, som blev en stor inspira­tions­kilde for ham, såvel på det menneskelige plan som på det filosofiske.

Som meget ung fik Albert Camus tuber­kulose, en sygdom der skulle forfølge ham resten af livet. Sygdommen betød blandt andet, at han måtte opgive at dyrke sin yndlings­sport, fodbold.

Den 14. juni 1934 giftede Camus sig med Simone Hié, der i biografierne ofte beskrives som heroin­mis­bruger. Noget lykke­ligt kærligheds­eventyr har det næppe været. Den alvorlige ungersvend, der nu var først i tyverne, måtte snart erkende, at ægteskabet ikke fungerede, og det kom kun til at vare i to år. Endnu mens han var gift med Simone, begyndte han at skrive manuskriptet til essayet Vrang og ret.

Den politiske Camus

I en tidlig alder blev Camus interes­seret i eksi­sten­tielle såvel som politiske forhold. En kortere overgang var han medlem af Kommunist­partiet, men han forlod dette parti på grund af politisk uenighed. Siden skulle Camus vise sig at blive en af kommuni­sternes argeste mod­standere, idet Camus gik imod alle former for tolali­tarisme - og denne afstands­tagen gjaldt også Stalins uhygge­lige regime i Sovjet­unionen og forfølgelsen af anderledes­tænkende, hvoraf en del blev deporteret til koncen­tra­tions­lejre i Sibirien.

Også på Albert Camus' tid var fattigdommen et væsentligt problem. Camus var idealist og interes­seret i forbed­ringen af arbejder­klassens og de fattiges leve­kår. Men i stedet for parti­politik blev hans inte­resse kanali­seret ud på anden vis. For eksempel havde han fattet interesse for teater og grund­lagde i 1935 en teater­trup med navnet Le Théâtre du Travail, Arbejdets Teater. Sammen med venner skrev han et teater­stykke, som imid­lertid ikke nåede at blive opført, fordi de koloniale myndig­heder simpelt­hen forbød stykket.

Camus som journalist

I 1938 blev Camus journalist på avisen Alger Républicain. Han boede stadig i Algeriet. Året efter meldte han sig som frivillig i Anden Verdens­krig, men blev kasseret på grund af manglende fysisk styrke, en følge af tuber­kulosen.

I mellemtiden havde Camus indledet et forhold til en anden kvinde, med hvem han giftede sig i 1940. Dette år skrev et essay om muslimernes leve­vilkår i Algeriet, hvilket bragte ham i modsætning til de fransk­koloniale på stedet, og det førte til, at han mistede sit arbejde som journa­list på Alger Répu­blicain. Derefter under­viste han en tid på en privat­skole i byen Oran, men i 1942 flyttede han til Paris.

Livet i Paris

På dette tidspunkt rasede Anden Verdens­krig, og tyskerne havde okku­peret halvdelen af Frankrig. Camus sluttede sig til den franske mod­stands­bevægelse, la Rési­stance, og kæmpede på de allieredes side mod nazismen. Camus kom siden til at arbejde som redaktør af den franske modstands­bevægelses under­grunds­avis Combat (hvilket betyder "kamp" på dansk). Han fortsatte på denne post endnu et par år efter, at krigen var sluttet og kampen mod den tyske besæt­telses­magt var vundet.

Meget tyder på, at Camus i disse år var inde i en god rytme med hensyn til krea­tivitet og inspi­ra­tion til at skrive. Inden for relativ kort tid, stadig mens krigen rasede, skrev han romanen Den Fremmede, essayet Sisyfos-myten og teater­stykket Caligula. Desuden blev han under krigen gode venner med en anden frem­trædende, fransk intellek­tuel, for­fatteren Jean-Paul Sartre. De sad på café og førte lange samtaler om filosofiske emner.

Sartre var sammen med sin veninde, Simone de Beauvoir, førende inden for den eksisten­tia­listiske bevægelse i Frankrig. Camus havde en årrække en løs til­knytning til, og fælles berøringsflader med, eksisten­tia­lismen, men Camus betegnede aldrig sig selv som eksisten­tialist. Snarere bør han betegnes som roman­forfatter, essayist og eksistens­filosof.

Efter krigen

Efter krigen blev Camus' løbebane som filosof og forfatter cemen­teret med udgi­velser af en række blivende værker, bl.a. romanen Pesten i 1946 og bogen Oprøreren i 1951. Han skrev også noveller.

Som 44-årig, i 1957, fik Albert Camus Nobel­prisen i Litte­ratur. I den ceremonielle festtale, som ledsagede uddelingen af prisen, blev til­delingen blandet andet be­grun­det med, at Camus' vigtige litte­rære værk "med hudløs ærlig­hed belyser den menne­ske­lige sam­vit­tig­heds problemer i vor tid".

Albert Camus omkom i en trafik­ulykke på vej til Paris den 4. janaur 1960. Han blev 46 år gammel, selvom det var en ret ung alder at dø i, blev Albert Camus måske ældre, end han selv havde regnet med. Han havde set døden i øjnene, allerede da han var ung, da han var blevet diagnosticeret med tuberkulose. Alligevel kom dette dødsfald ganske uventet og vakte opsigt. I øvrigt fandt man i bilen et ufuld­stændigt manu­skript til, der skulle blive til bogen Det første menne­ske, som først blev udgivet mange år efter hans død.


Camus' litterære og filosofiske betydning

Albert Camus fik stor betydning for de genera­tioner, der voksede op i tiden omkring Anden Verdens­krig. Krig, gru, død og øde­læg­gelse greb ind i en lang række menne­skers liv. Mange mennesker blev direkte eller indirekte vidner til den masseødelæggelse, som krigen forårsagede, måske havde de selv mistet familie­medlemmer. Krig vækker ofte følelser af afmagt og gru. Samenholdt hermed er det ikke under­ligt, at livet for mange menne­sker kunne opleves som noget uhyre barba­risk, forgæn­geligt og skrøbe­ligt.

Det var specielt nedslående for menne­sker at opdage, at de tekno­logiske og samfunds­mæssige frem­skridt, der var fremme på dette tids­punkt, og som ellers kunne have bragt menne­ske­heden fremad i kon­struk­tive ærinder, var blevet brugt til at ned­værdige mennesket til krig og destruk­tion.

Fortaler for frihed

Alt i alt skrev Camus cirka 20 værker i for­skel­lige genrer, der tæller både romaner og noveller, dramaer og essays. Kun i én genre gjorde han sig ikke, idet han ikke direkte skrev lyrik.

Meningsløshed

Camus var meget optaget af, hvor­ledes man som menne­ske for­holder sig til at opleve det, som han skildrer som livets menings­løshed. Dette tema kan siges at være den røde tråd i hans for­fat­ter­skab. Han kaldte selv dette stærke tema for en "filosofi om det absurde". Camus var erklæret ateist, og hvilket håb kan mennesker da sætte deres lid til, hvis ikke Gud eller noget metafysisk (overjordisk)?

Med sin filosofi om det absurde, som kommer til udtryk i alle Camus' værker, intro­ducerer Albert Camus en problem­stilling, der omhandler dybere aspekter af det moderne menne­skes vilkår. Det er karak­teristisk for eksistens­tænkere som Camus, at hans værker fokuserer på til­værelsens grund­problemer - som også kaldes eksisten­tialer.

Det ser således ud som om, at for Camus udgør eksistens, moral og filosofi en helhed. Denne ”tre­enighed” blev først hilst velkommen – siden er den blevet kriti­seret. I et senere oprør mod eksistens­filo­sofien, særligt fra midten af 1960’erne og frem, er det blevet kritiseret, at filosofi således blev ligestillet med eksistens. Man ønskede, at filosofi skulle være videnskab i klassisk forstand.

Camus som moralfilosof

Det er svært at komme uden om Camus' stærke ideo­logiske foran­kring. Måske er det derfor, at nogle litte­ra­tur­kritikere betegner ham som "moral­filosof". Hans tekster kan nemlig svært undgå at blive opfattet som etiske og didaktiske i den forstand, at de peger ud over selve handlingen og søger at bibringe læseren en lære, en moral.

Camus opfordrede mennesker til at gøre oprør mod det absurde i deres tilværelse. Det drejer sig ikke om noget militant oprør, snarere en fredelig,. men aktiv, trods af tilvæ­relsens menings­løshed.

Uanset de indven­dinger, som beret­tiget eller uberet­tiget lader sig rette mod Camus' for­fat­ter­skab, er det en kends­gerning, at Camus med sine bøger, sin pacifisme og sin ufravige­lige humani­stiske livs­ind­stilling synes at have imødekommet et stort behov hos mange mennesker, som var (og er) optaget af eksistentielle spørgsmål. Det er måske passende at sige, at Camus ramte selve tidsånden blandt sine samtidige. Sandt er det i alle fald, at Albert Camus blev en af det 20. år­hun­dredes mest læste for­fat­tere.

LÆS artiklen Er Albert Camus relevant for vores tid? - Interview med universitetslektor Jørn Boysen om Camus i anledning af Camus' 100 års fødsesldag.


Nogle citater af Camus

  • Jeg kender kun én pligt, og det er den at elske.

  • Det er kun uheld ikke at være elsket, men det en en ulykke ikke at kunne elske.

  • At elske et menneske vil sige at indvillige i at blive gammel med vedkommende.

  • Den, der fortvivler over en begivenhed, er en kujon, mens den, der sætter sin lid til menneskets egenskaber, er en tåbe.

  • Frihed er intet andet end en mulighed for at forbedre sig.

  • Frihed er ikke en belønning eller en dekoration, som kan fejres med champagne... Åh nej! Den er... som et langdistanceløb, temmelig ensom og særdeles udmattende!

  • Tro ikke dine venner, når de beder dig sige din ærlige mening. Alt, hvad de ønsker, er at blive bestyrket i den mening, de allerede har om sig selv.

  • Vent ikke på dommedag, thi den finder sted hver dag.

  • Vi undrede os over, hvor krigen kom fra, og hvad der gjorde den så modbydelig. Og nu ved vi det; den er inde i os selv.

  • For enden af mørket er der uundgåeligt et lys, som vi allerede kan skimte, og som vi blot skal kæmpe for at nå.

  • I den dybeste vinter opdagede jeg omsider, at der var en uovervindelig sommer inden i mig.

  • I lidelsen, bag illusionerne, mærker man som det eneste, at man lever.

  • Det er de tænkendes arbejde ikke at være på bødlernes side.

  • Hvad er en oprører? Et menneske, som siger Nej.

  • Sandheden, ligesom lyset, forblænder.

  • Trangen til at have ret er et tegn på et vulgært sind.

  • Stil, på samme på som almindeligt silkeundertøj, kan nogle gange skjule udslæt.

  • Uden arbejde fordærves alt liv. Men når arbejde er uden sjæl, kvæles livet og dør.

  • Man kan ikke erhverve sig erfaring ved at gøre eksperimenter. Man kan ikke skabe erfaring. Man må få den ved at leve.

  • Alle store gerninger og store tanker har en latterlig begyndelse. Store projekter bliver ofte undfanget på et gadehjørne eller i en restaurants svingdør.

  • Charme er en måde at få et Ja på uden at stille et præcist spørgsmål.

  • Gå ikke foran mig, måske kan jeg ikke følge med. Gå ikke bag mig, måske kan jeg ikke føre an. Gå ved siden af mig og vær min ven!

  • Et udvalg af Camus' værker på dansk

    • BEMÆRK: Årstallet gælder udgivelsen af originalværket på fransk.
    • Vrang og Ret (L'envers et l'endroit, essay, 1937).
    • En lykkelig død (La Mort heureuse, roman, 1939).
    • Den fremmede (L'étranger, roman, 1941).
    • Sisyfos-myten (Le mythe de Sisyphe, essay, 1942).
    • Caligula (Caligula, drama, 1944).
    • Breve til en tysk ven (Lettres à un ami allemand, essay, 1946).
    • Pesten (La peste, roman, 1947).
    • De retfærdige (Les Justes, essay, 1947).
    • Oprøreren (L'Homme révolté, essay, 1951).
    • Sommer (L'été, noveller, 1954).
    • Faldet (La chute, essay 1956).
    • Eksil og kongedømme (Eksil og kongedømme, noveller, 1957).
    • Essays (Essais, essays, 1965).
    • Det første menneske (Le premier homme, ufærdig roman, 1994).

    Bøger, som helt el. delvis handler om Camus

      PÅ DANSK
    • Jørn Boisen: "Albert Camus - en introduktion", København 2005.
    • Astrid Holm: "Fire menneskesyn", Herning 1996.
    • Ulla Munksgaard: "Det sande Selv - tekster til eksistentialisme", København 1990.
    • Per Stig Møller: "Nat uden daggry", København 1985.
    • Peter Thielst: "Eksistentialisme - en tekstbog", København 1980.
    • Hans Boll Johansen (red.): "Den moderne roman i Frankrig. Analyser og synteser", København 1970.
    • Johannes Sløk: ”Eksistentialisme”, København 1964.
    • Torben Dijnes: "Existensproblemet i moderne tænkning og digtning", København 1963.


      PÅ UDENLANDSK
    • Tony Judt: “The burden of responsibility – Blum, Camus, Aron, and the French Twentieth Century”, Chicago 1998.
    • Olivier Todd: “Albert Camus une vie”, Paris 1996. Også på engelsk.
    • François Chavanes: “Albert Camus un message d'espoir”, Paris 1996.
    • Joseph Hermet: “A la rencontre d'Albert Camus le dur chemin de la liberté”, Paris 1990.
    • Herbert R. Lottman: "Albert Camus: A Biography", Ginko Press, 2001 og andre å
    • Patrick McCarthy: “Camus – A critical Study of his Life and Work”, London 1982.
    • Bruce Pratt: “L'évangile selon Albert Camus”, Paris 1980.
    • Gabriele Bastian Amor: „Das Absurde und die Autonomie des Ästhetischen bei Albert Camus ”. Berlin 1973.
    • Paolo Miccoli: “Il problema del male e dell'ateismo in Albert Camus”, Rom 1971.
    • André Nicolas: "Albert Camus ou le vrai Prométhée", Paris 1966.
    • André Nicolas: ”Une philosophie de l’existence – Albert Camus”, Paris 1964.

    LÆS artiklen Er Albert Camus relevant for vores tid? - Interview med universitetslektor Jørn Boysen om Camus i anledning af Camus' 100 års fødsesldag.


     
    Google
     
    WWW neft.dk



    © Flemming Ravn Mail me | Opad - til sidens begyndelse | Camus. Absurditet. Mening. Eksisten. Eksistentialisme. Sartre. France. Francophonie, Existence. Eksistentialisme. Eksistensfilosofi. Filosofi. Humanisme. Humanistisk.

    Psykologi | Depression | Kognitiv psykologi og terapi | Carl Gustav Jung | Humanistisk psykologi