SOCIALISERING. Opdragelse. Kulturel påvirkning. Opvækst. Omsorg. Børns vilkår. Den sociale arv.

HVAD ER SOCIALISERING? © Lektor Flemming Ravn, dobbelt cand.mag. & M.A. Opdateret 14. august 2013. Den gængse definition på socialisering er, at det er den proces, hvormed et individ bliver gjort egnet (funktionsdygtig) til at leve og fungere i det samfund, som han eller hun vokser op i og er (eller senere bliver) en del af. I denne proces tilegner vedkommende sig almindeligvis sociale, kulturelle, familiemæssige og religiøse normer samt evnen til social kognition (kognitiv lagret viden om, hvorledes man begår sig i sociale situationer, herunder læser/forstår andre menneskers hensigter og motivationer). Det handler altså individets tilpasning eller manglende tilpasning til samfundslivet og samfundets adfærdsnormer og love. I sammenhæng med socialisering er ved-kommendes færden i sociale arenaer af stor betydning, for at et barn og en ung kan danne sin identitet. Et begreb som gruppepres er også interessant i denne sammenhæng. Når man taler om socialisering, er flg. fire begreber vigtige: Den primære socialisering betegner omsorgen og opdragelsen i hjemmet (familien). Individet præges af familiens kultur, normer og regler. Dvs. de værdier og normer, som forældrene og familien har, bliver transmitteret til barnet. I den sekundære socialisering foregår omsorgen og opdragelsen i en (som regel offentlig) institution, f.eks. vuggestue, børnehave, folkeskole eller sportsklub. Gennem påvirkning fra institutionen (f.eks. lærere) og kammerater indoptager man det omgivende samfunds kultur, normer, regler. Dvs. de værdier og normer, som venner og det om-givende samfund har, bliver transmitteret til barnet/den unge. Konform versus antikonform Det regnes sædvanligvis for positivt, hvis et individ har en adfærd eller normer, der lever op til omgivelsernes forventninger. Hvis barnet (den unge) tilpasser/underlægger sig socialiseringens værdier og normer, betegnes han/hun som "konform" eller "veltilpasset". Men hvis man er overtilpasset, kan det gå ud over éns selvfølelse og autenticitet. Hvis barnet (den unge) derimod udvikler en adfærd, der går imod socialiseringens værdier og normer, kan han/hun betegnes som "antikonform" - og hvis vedkommende tillige er asocial og utilregnelig (f.eks. voldelig) kan han/hun betegnes som "utilpasset". Hvis et individs adfærd eller normer ikke lever op til omgivelsernes forventninger, kan det være svært for vedkommende at fungere normalt. Mens kriminalitet kan være et tegn på util-passethed, udgør antikonformisme ikke et samfundsonde i sig selv. I Nazityskland ville man f.eks. kunne sige, at antikonformisme netop var en dyd; altså at man ikke udviste og efterlevede de samme antihumanistiske normer. I VORES SENMODERNE TID falder de to socialiseringsformer sammen - altså primær og sekundær socialsiering - og man taler om dobbeltsocialisering. Dette skyldes, at mange forældre i Danmark er udearbejdende, og Staten i høj grad bliver en slags "surrogatmor". Man regner med, at en persons proces med at blive (dobbelt) socialiseret er afsluttet, når han/hun fylder 20 år. På dette tidspunkt skulle samfundets normer være blevet overført til den enkelte - og personen skulle være egnet til at fungere / begå sig / klare sig i samfundslivet. Man taler også om tertiær socialisering. Dette begreb kan henvise til to fænomener: 1) Socialisering gennem medierne, hvilket er mediernes (herunder reklamers) påvirkning med hensyn til dannelsen af normer og mode - og denne påvirkning er meget stærk. Vi kan betegne dette som mediesocialisering; og ISÆR 2) indvandrere og flygtninge, som skal lære at begå sig et nyt land mht. normer, kutlur, social omgangstone samt at kunne fungere i samfundslivet og begå sig i selve "systemet" (f.eks. hvordan man henvender sig på et kommunekontor, har ytringsfrihed eller stemmer ved et folketingsvalg). Der findes mange fremtrædende social- psykologer, der teoretiserer over, hvorledes individet dannes i samspil med det samfund, vedkommende lever i. Altså, at det i høj grad er samfundet, der er med til at forme den enkelte. Læs evt. mere om den amr. socialpsykolog Erich Fromm. SOCIALISATIONSTYPE Dette ord, som bl.a. den tyske sociolog THOMAS ZIEHE bruger, betegner det fænomen, at moderne samfund i høj grad "producerer" den samme type mennesker, dvs. at folk i kraft af deres socialisering bliver meget ens med hensyn til adfærdsmønstre og kulturelle træk. Dette kaldte man i gamle dage socialkarakter (bl.a. Erich Fromm) - og i vore dage bruges betegnelsen "socialisationstype" mest. Det, der kendetegner vor tids socialisationstype, er, at den i høj grad er præget af kulturnarcissisme. Med andre ord: mange mennesker udviser samme kulturnarcissistiske karaktertræk, som f.eks. en stor grad af individualisme samt stærk optagethed af sig selv og sit udseende. Således betegnes de seneste generationer i mange vestlige lande så som de nordiske lande, Tyskland, UK, Frankrig, Benelux-landene, Israel, Canada og USA som "den narcissistiske socialisationstype", og udgør prototypen på folk under 50 år. Kom snart på besøg her igen.     WWW neft.dk

SOCIALISERING. Opdragelse. Kulturel påvirkning. Opvækst. Omsorg. Børns vilkår. Den sociale arv.

Sund kost | Kognitiv psykologi & terapi | Psykologi | Carl Gustav Jung | | Humanistisk psykologi | Home