Kingdom of Denmark, Danmark (5,5 mio.) The United Kingdom (Great Britain and Northern Ireland) (61 mio. indbyggere) Scotland, Alba (ca. 5 mio.) Wales, Cymru Republic of Ireland, Poblacht na h'Éireann (4,2 mio.) Canada, le Canada (33,2 mio.) United States (the USA) (304 mio.) Australia (20,6 mio.) New Zealand (4,2 mio.) India (Hindustan) (1,2 mia.) South Africa (RSA) (44 mio.) Kenya (38 mio.) Nigeria (139 mio.) Kingdom of Denmark, Danmark (5,5 mio.)
Coveret fra en af Fay Weldons bøger Melbourne, Australien



Flemming Ravns
FAY WELDON
hjemmeside


© Copyright: Skrevet og redigeret af lektor, dobbelt cand.mag. & M.A. Flemming Ravn ( MAIL) | 13-MAJ-2014 (ver. 2.20)

På dette websted: HOME: Forsiden | Fay Weldon bibliografi | Engelsk | Engelsk litteratur | Aviser | Engelske verber | Psykologi


Interview
Fay Weldon
- en moderne kvinde

Fay Weldon på Møn i 2008. Fotograf: © Flemming Ravn.

Denne artikel bygger bl.a. på mine interviews med Fay Weldon ved "Verdenslitteratur på Møn" (23. aug. 2008), BogForum, Frederiksberg (15. nov. 2008) samt konference i København (september 2013).

CREDIT: En stor tak til socialantropolog, mag.art. Sonja Salminen, og lektor, cand.mag. Jørgen Refshauge, for korrek­tur­læsning, relevante kommentarer og god inspiration, og uden hvis hjælp denne artikel ikke var blevet den samme.

AF FLEMMING RAVN

Denne artikel blev først skrevet i 2008 og er siden blevet opdateret. Den nu 82-årige Fay Weldon, som har haft stor succes med over 40 bogudgivelser, har været i Danmark flere gange i løbet af de senere år for at give interviews, holde foredrag og promovere sin seneste roman. Lille, tæt og kvik i replikken fremfører hun sine hjertesager med et ungdommeligt engagement, understøttet af et kraftfuldt og vindende væsen. Det er nyttigt, når man er en verdensberømt en­gelsk forfatter og debattør som Fay Weldon, der synes at være fulgt med tiden.

Denne artikel handler om Fay Weldon og hendes forhold til feminisme og religion samt hendes syn på forholdet mellem mænd og kvinder. Artiklen vil blandt andet skildre, hvorledes Fay Weldons for­fatter­skab og syns­punkter har ændret sig de seneste 10-15 år.

* * *

FAY BIRKINSHAW WELDON er født den 22. september 1931 i Alvechurch, Worcestershire, England. Hendes ungdom faldt i en tid, hvor flere af hendes lærere på universitetet i Skotland mente, at ”kvinder ikke burde studere, da de ikke ejer moralsk dømmekraft,” fortæller hun. Kvinder er ”emotionelle skabninger” og med denne begrundelse kunne kvinders tanker, ønsker og argumenter affærdiges som ikke-gyldige.

Men hun lod sig ikke slå ud af denne form for mandschauvinisme. Efter en omskiftelig barn- og ungdom slog hun sig ned i Skotland for at studere. Hun blev kandidat (M.A.) i økonomi og psykologi i 1952 fra University of St. Andrews, som er Skotlands ældste universitet. ---

Fay Weldon i København, 2013. Undertegnede stående mellem Fay Weldon (t.h.) og hendes mand (t.v.). © Copyright: Flemming Ravn.

Bestsellerforfatter

Det var dog ikke tal, som blev hendes levevej. Hun blev i stedet best­seller­forfatter og har gennem tiden solgt ekstremt mange bøger. Hun begyndte med at være tekstforfatter på et reklamebureau, derefter gik hun over til at skrive tv-skuespil og blev senere romanforfatter.

"Jeg opdagede, at jeg kunne skrive, og ikke nok med det, jeg synes det var spændende at give kvinder en stemme, og derfor besluttede jeg at blive forfatter," forklarer hun.

Mange af Fay Weldons bøger handler om hver­dagens almin­delige og bizarre tildragelser. I fugle­perspektiv udforsker hun sine karakterer på lange, beskrivende biografiske strækninger og fortaber sig sjældent i langtrukne, bærende dialoger. Det narra­tive frem­kommer i spændvidden mellem personernes historik, udvikling, gøremål, forhåbninger og sam­fun­dets tabuer. Iblandet lige dele humor og groteske, og måske uretfærdige, hændelser.

Forfatterkarrieren begyndte, da hun som 36-årig i 1967 udgav ”The Fat Woman's Joke”. Dette skete efter en kortere depression og en længere psykoanalyse, hvilket angiveligt ikke var noget dårligt udgangspunkt for hendes karriere. Siden er det blevet til mere end 40 romaner, novelle­samlinger, børne­bøger og selv­biografier med videre.

Hun er også udkommet på dansk. Blandt hendes største succeser herhjemme kan man regne romanerne ”Støvbold” og ”En hun-djævels bekendelser”.

Fay Weldon Fay Weldon som 55-årig

Feminist

Da hendes værker begyndte at udkomme, blev hun hurtigt udnævnt til feminist og placeret sammen med progressive, feministiske forfattere som Doris Lessing, Erica Jong og Marilyn French. Adspurgt om dette at beskrive kvinders univers er nok til at blive betegnet som feminist, svarer Fay Weldon:

”Jeg havde ikke planlagt at være feminist. Jeg anså ikke mig selv for at være kvindelig forfatter, men blot forfatter. Jeg skrev tingene, sådan som jeg opfattede dem, men mine romaner ramte en åre i tidsånden – og det var i feminismens storhedstid. Naturligvis var mine tekster feministiske, de kunne ikke være andet, for jeg skrev om forholdet mellem kønnene, og der var en hel del ting, der trængte til at blive forandret.”

Hun taler et flydende og velafrundet engelsk med en neutral "accent", og samtidig viser hendes ordvalg en mild lige­fremhed og en djærv ærlighed. Hun fremtræder med en frigjort lethed og uden at være decideret politisk; der bliver ikke disket op med paroler eller flor­omvunden retorik. På denne måde er hun ikke særligt yderlig­gående, men man kan mærke, at hun på sin egen under­fundige måde får sagt det, der ligger hende på sinde.

Hun opfatter sig selv som ”en observatør, der rapporterer verden, sådan som hun ser og oplever den. "Og jeg vil ikke holde op med at sige min mening!” bedyrer hun.

Med sin karakteristiske ligefremhed har hun med sin pen været med til at formulere moderne kvinders behov og opfattelser. Hun registrerede manglen på kvindelige stemmer i litteraturen, og derfor har hun arbejdet målrettet med at give kvinder stemmer, "så det kvindelige køn kan re­præsentere sig selv i stedet for at blive repræsenteret, negligeret eller udeladt i mandlige forfatteres værker".

Og hun har beskrevet kvinders univers som større end deres interesse for sex, tøj, slankekure, jalousi og deres mænd. Hendes skønlitterære sprog er kraftfuldt på samme tid som det er smukt - og hun anvender det bl.a. som et bevidst våben mod groteske uligheder og forskels­behandling mellem kønnene.

Er Fay Weldon feminist? Ja, hvis man definerer Fay Weldons litterære feminisme ud fra det kriterium, at hun giver kvinder stemmer samt roller at spille i skønlit­teratur, er optaget af kvinders tilstand, leve­vilkår og lige muligheder samt ikke viger tilbage fra at udfordre de tradi­tionelle køns­roller.

Kvindekamp på mange måder

I mange vestlige samfund har kvinder i århundreder befundet sig i sekun­dære positioner, dvs. at kvinder økonomisk, politisk, socialt, uddan­nel­ses­mæssigt, arbejdsmæssigt osv. har været underlagt manden. På baggrund af indholdet i kampen for at opnå ligeberettigelse med mænd kan denne kamp inddeles i faser.

For enkelthedens skyld arbejdes her med to faser. Grundlæggende set udspringer kravene i begge faser, på forskellig måde, af kravet om kvinders autonomi (selvbestemelse, deltagelse i beslutningsprocesser):
  • Den første fase forløb i tiden omkring 1850-1930, en kamp som endte med at kvinder i højere grad blev anerkendt som lige­værdige stats­borgere, f.eks. i den forstand at kvinder kunne have stemme­ret og valgbarhed samt få adgang til uddannelses­systemet. Her­hjemme fik kvinder stemmeret i 1915, i Storbritannien i 1918 samt i Finland i 1906, Norge 1913 og Sverige 1919 (1).

  • Den anden fase kan siges at være fra 1945-2000, hvor kvinder kæmpede for at få lige adgang til stillinger, dels dette at komme ud på arbejds­markedet over­hovedet, men også at få lov til at sidde i stillinger som præster, forfattere, politikere, læger, jurister eller direktører. Kampen indbe­fattede også en kamp for aner­kendelse af kvinders seksualitet og for mindre patriar­kalske (dette begreb forklares i note 2) køns­roller.
Fay Weldon har været med til at kæmpe kvindekampens anden fase, og hun synes, at hun selv og kvinder generelt i Vesteuropa har opnået meget med hensyn til det, de kæmpede for.

Forskellige slags feminismer (3)

Feminisme er ikke et entydigt begreb. Feminismen er inspireret af - og inspirerer - forskellige ideologier og videnskaber som f.eks. kønsforskning, marxisme, freudiansk psyko­analyse, queer theory, lacansk psyko­analyse med videre. Man kan lave mange opdelinger af feminismebegrebet, men her skal på baggrund af et vigtigt skel i femimisme­debatten blot skelnes mellem "revolutionær feminisme" og "liberal feminisme".

Ud fra et studium af hendes forfatter­skab kalder den huma­nistiske viden­skabs­mand, Andrew Fowley, Fay Weldon for "liberal feminist" og peger også på kampen for lige­beret­tigelse i hendes eget liv, f.eks. opvokset som datter af en enlig mor og selv som alenemor i 1950’ernes konser­vative England og dette at slå igenem som best­seller­for­fatter.

Ifølge Fowleys opfattelse advokerer liberal feminisme kun for justeringer af de patriarkalske strukturer i det borgerlige samfund, så kvinder får lige muligheder med mænd, med betoning af kvinders ret til selvbestemmelse og selv­reali­sering, samt at store kvinde­lige for­fattere optages i den offi­cielle kanon. Dette passer udmærket på de resulater, der er opnået i kvinde­kampens anden fase.

Litterært skaber Fay Weldon ifølge Regina Barreca sådanne lige mulig­heder ved hjælp af de kvindelige romankarakterers humoristiske trængen sig ind på områder, hvor de på grund af patriarkalske strukturer almin­deligvis er udelukket eller spiller en underordnet rolle, f.eks. inden for regeringen, kirken, depar­te­menterne, lobbyer med videre. Og på en humoristisk måde eksponerer Fay Weldon de myter, som en traditionel diskurs har brugt til at fastholde kvinder i under­ordnede positioner.

I modsætning til revolutionær femi­nisme kan liberal feminisme betragtes som en "ufarlig" reformistisk ideologi med sjove og uskadelige kommen­tarer om køns­roller i det borgerlige samfund.

Revolutionær feminisme, hvis banner­førere i litteraturen bl.a. er Germaine Greer, Lisa Wood, Judith Butler og Karen Brodine, er mere yderliggående og gennemgribende.

Byggende på marxistisk samfundsanalyse ønsker revolutionære feminister et kompromis­løst, samfundsomvæltende opgør med økonomiske strukturer, magtstrukturer, værdier, kønsroller osv. i det borgerlige samfund. Lige­ledes ønsker de en total gennemførelse af ligeløn mellem kønnene, hvilket inkluderer opjustering af lønnen i såkaldte kvindejobs, f.eks. pædagoger og sygeplejersker.

Revolutionære høge inden for feminismen har igen og igen fremført teorier om kvinde­under­trykkelse og køns­rollernes manglende sociale fleksi­bilitet som et uund­gå­eligt produkt af det bor­ger­lige samfund, samtidigt med at de opfatter kvindekampen som ikke blot del af en grund­læggende magt­kamp mellem mænd og kvinder, men mere generelt som del af en kamp mellem løn­mod­tagere og dem, der besidder produk­tions­midlerne.

Skønt Fay Weldons romankarakterer afspejler, at mænd ofte har magt, og kvinder ikke har, er hun ikke nogen høg. En yderliggående feministisk kamp har hun ikke deltaget i, og set i denne optik kan hendes humo­ristiske fremstilling af sine roman­karakterers subversive potentialer anses for at være samfunds­justerende mere end dybde­gående for­andrende.

På denne skala kan man - uden sammenligning i øvrigt - relatere Fay Weldon til Lise Nørgaard. Begge har med humor udstillet det patri­arkalske samfunds virkninger, men aldrig angrebet det i dets grundvold. Eller sagt på en anden måde: de har helt bestemt krævet visse reformer, men ikke angrebet sådanne tilgrund­liggende struk­tu­relle årsager til, at mang­lende lige­stilling mellem kønnene har kunnet opstå, som yderliggående feminister med en revolutionær retorik og et stærkt venstreorienteret samfundssyn ville pege på.

Ikke desto mindre og på sin egen stilfærdige måde peger Fay Weldon på, at skøn­litte­ratur (hendes egne bøger inklusive) har været femi­nismens vig­tigste middel til at fremme lige­stil­lingen mellem mænd og kvinder samt ind­virke posi­tivt om­ska­bende på kvinders liv og mulig­heder.

Livets ingredienser

Med udgangspunkt i sin egen baggrund skildrer Fay Weldon med en god portion humor livets vekslende realiteter og bittersøde ingredienser. Hendes bøger er befolket af folk i alle aldre og fra alle sam­funds­lag. Vi følger hendes romankarakterer gennem alt lige fra til byrdefulde menstru­ationer og smertefulde op­le­velser til eventyr, sex, hævn og fordragelighed.

For nogle læsere kan sådanne nære person­skil­dringer og libidi­nøse excesser godt blive for ekstreme, og af denne grund er Fay Weldon ikke lige afholdt i alle kredse. Ikke desto mindre er der noget forsonende over hendes persongallerier, som også er spæn­dende og interessante. Hendes særkende er, at hun skildrer menneskers tildragelser uden for­doms­fuldhed. Virke­lighed og fiktion går op i en højere enhed, og evnen til at skabe genkende­lighed er måske en af hendes største forcer.

Mange tror, at Fay Weldon med prædikatet "feminist" særligt skriver for kvinder om kvinder, men i virkeligheden skriver hun i høj grad også om mænd. Mere præcist er hendes fokus forholdet mellem kønnene, og måske især magtforholdene imellem dem.

Hun er meget optaget af ”all kinds of affection between people”, men mener samtidigt at skønt vores ønsker om fred og harmoni er reelle, ligger det dybt i den menneskelige natur at opsøge konflikter, der skal løses, altid at have forhåbninger om bedre forhold. Det er ud fra en sådan grundantagelse, at hun ynder at opfinde plots for sine roman­figurer.

Sarkasme eller ironi?

Enkelte kritikere synes, at hun skriver sarkastisk, men det afviser hun pure:

”Sarkasme har som mål at ydmyge, såre og kon­trollere. Min teknik baserer sig derimod på ironi. Jeg har læst en del Kier­ke­gaard-værker, og jeg har netop deltaget i et kursus om ironi i Kierke­gaards forfatterskab. Ironi kræver forståelse og duer af denne grund for eksempel ikke på børn. Derimod er ironi særdeles velegnet i litteratur. Definitionen på 'ironi' er at mene det modsatte af det, man rent faktisk gør. På denne måde er livet ofte ironisk, idet folk gør det, de ikke vil. Og det de vil, gør de ikke, og det er for eksempel den slags ironi, jeg inddrager i mine romaner.”

Anne Chisholm har skrevet, at Fay Weldon med en alkymists evner formår at tage almindelige begi­venheder i kvinders liv så som ægteskab, utro­skab, moderskab, venskab og forræderi og transformere dette sløvende hverdagsagtige til noget rigere og mere mærkeligt: "Hendes skøn­litteratur er ikke for dem, som opfatter ting bogstaveligt, for hun skriver ikke egentlige historier med plots eller løsninger, der dukker op i slutningen (...) derimod baserer hendes bøger sig på surt erhvervet visdom" (4).

Man må derfor tage hendes romanfigurers usæd­van­ligheder som et udtryk for ønsket om at reformere det patriarkalske system ved at de nægtes muligheden for at spille det snævre repertoire af de på forhånd givne kønsroller. Det handler ikke om at kunne acceptere eller være fordoms­fuld, men om at leve og lade leve.

”Det nytter ikke noget at dadle eller føle skyld. Samfundet har sin egen drivkraft, og ting sker, uanset om vi kan lide dem eller ej,” fastslår Fay Weldon.

Således har småborgerlig nidkærhed, smålig fordøm­melse og køns­diskrimination ringe kår i Weldons bøger. Til gengæld sættes tolerance, varme og givende forhold mellem ligeværdige partnere i højsædet – også selvom det hyppigt skildres i form af groteske foreteelser i mellem­menneskelige relationer.

Douglas Brooks-Davies peger på Fay Weldons arbejde med kvinders spatialitet, dvs. de rum, som kvinder bevæger sig i. Således er f.eks. parker et kvindeligt rum, ikke kun fordi byens kvinder tager deres børn derhen for at lege og slå tiden ihjel sammen med deres medsøstre, men også fordi kvinderne mytologisk allerede i bibelsk tid blev smidt ud af en frugtbar indhegnet have (Paradis) og nu er henvist til at føde deres børn i smerte (5).

Fay Weldon ved BogForum 2008 på Frederiksberg
Fay Weldon ved BogForum november 2008 på Frederiksberg.
Fotograf: © Flemming Ravn

Tidens læremester og kristendom

Fay Weldon røber, at hun, der er opvokset i et humanistisk-ateistisk miljø og derfor udøbt, overraskende nok for nogle år siden valgte at blive døbt ind i den anglikanske Church of England, som er det største kirkesamfund i UK.

Anglikanismen regnes med til protestantismen, og England har været overvejende protestantisk siden 1530’erne, da Kong Henry VIII brød med Rom, fordi Paven nægtede at bevilge ham skilsmisse. Men liturgisk set kan man måske sige, at anglikanismen ligger midt mellem protestantismen og kato­li­cismen, fordi den har bevaret mange katolske ritualer.

Fay Weldons oldefar, violi­nisten Henry Holmes, flygtede til Californien efter at Den engelske Kirkes øverste leder, Ærke­biskoppen af Canterbury, var blevet fornærmet over oldefarens udgivelse af en pamflet om fri kærlighed. Nu er der tilsyne­ladende sket en forsoning i slægten, og hun har atter tilsluttet sig kirken.

Dog er hun efter eget udsagn ikke overmåde reli­giøs, men i en tid med multikulturalisme og kulturel ud­vanding følte hun en trang til at forankre sig i et prote­stantisk kultur­grundlag. Hun har i de senere år kritiseret britiske kultur­fænomener som multikultura­lisme, immigration og islams hastige vækst og indflydelse, og dette har vakt opsigt i hendes hjem­land. Samtidig mener hun, at det er nødvendigt, at Stor­bri­tannien markerer sig stær­kere som en kristen kultur­nation.

I kristendommen finder hun særligt etikken betydningsfuld. I sit livs efterår er hun blevet optaget af etik og ønsker at befinde sig inden for den etiske ramme, som kristendommen tilbyder, ud fra et ønske om at være dydig (”virtuous”), hvad dette så end indebærer. Men frem for alt var det et fællesskab, hun søgte:

”Med årene følte jeg savnet af at være med i et den salgs fællesskab, som kirker og kirkerum kan give, og som mange mennesker, jeg kender eller omgås, er med i. Jeg føler mig som en del af det kristne samfund og dets etik og traditioner.”

I engelsk litteratur er der eksempler på, at religion betyder noget for forfatternes egne liv. For eksempel vendte Oscar Wilde sig i sine sidste år mod kato­li­cismen, og han er kendt for at have sagt: "Jeg ønsker at dø som katolik, omend jeg ikke har kunnet leve som én".

Som bevidst kulturkristen (og måske mere end dette) holder Fay Weldon af, hver søndag, at køre den lille halve time hen i sin bil hen til en lokal kirke og være med til gudstjeneste. Hun holder meget af liturgien i anglikanismen og har stort udbytte af den. Nu føler, hun et godt holde­punkt i sin religion.

DESUDEN er hun siden begivenhederne omkring Rushdie-affæren - hun kender Salman Rushdie personligt - blevet engageret i kampen for demokrati og ytringsfrihed. "Forfattere har en særlig forpligtelse til at sige sandheden og værne om ytringsfriheden", siger Fay Weldon (Kbh., september 2013).

Kreativitet i landlige omgivelser

Fay Weldon har haft en særdeles omskiftelig til­værelse. Hun er født i England, men voksede op i New Zealand. Som 14-årig var hun hjemme i England igen. Dette gav hende en følelse af at være anderledes både i New Zealand og England. Gennem en position af at føle sig som outsider lærte hun at være observatør.

Efter en årrække at have boet og arbejdet i den hektiske metropol, London, flyttede hun sammen med digteren Nicholas Fox, som hun har været gift med siden 1995, til landlige omgivelser nær byen Shaftesbury i grevskabet Dorset i det sydvestlige England. Og skønt hun holder af at komme omkring, elsker hun at være derhjemme i det landlige, hvor hun som nævnt er en aktiv del at menig­heds­livet.

Far Weldon er gift for tredje gang, er mor til fire drenge og er i dag bedstemor til seks børnebørn. På landet har hun fred og ro til at fordybe sig i intellektuelle sysler, høre jazz og deltage i hverdagslivets almindelige foreteelser samt trække sig tilbage for at skrive på sine værker, når dette behov melder sig. Således har hun nu i en moden alder slået rod i en anden ende af landet i forhold til tidligere, hvor hun opfattede dette at have bo i London - med BBC som omdrejningspunkt - som "Univer­sets cen­trum", især i den periode hvor hun levede af at skrive skuespil til BBC.

Kønnene vendt på hovedet

Et nyskabende, tematisk kunstgreb ses i ”Mande­fælden” (2004), som er en postmodernistisk hybrid mellem selvbiografi, kulturhistorie, refleksion og fiktion. Den stiller skarpt på spørgsmålet om køn, identitet og selvbevidsthed. I bogen lader hun to hovedpersoner, Trisha og Peter, bytte sjæl – og dermed også køn.

Ideen med kønsbytning er interessant, for dermed leger hun med vores forestillinger om køn – nemlig hvad køn er, hvad køn kan og må socialt set. Sam­tidig viser bogen udviklingen fra, hvor grelt det stod til med ligestillingen før feminismens fremkomst i 1960’erne frem til nu. Mænd har i stor grad tilpasset sig kvinder.

”Det er sket en feminisering af kulturen, som betyder, at mænd er blevet meget mere sensitive og omsorgs­fulde, mens kvinder er blevet mere ambitiøse og fremadstormende. Spørgsmålet er, om vi helt har fået ligeløn, men det er gået fremad på denne front også. Det er positivt, men det betyder, at kvinde­kampen nu til dags er en helt anden end for 20-30 år siden.”

Hun fortsætter: ”Jeg opfatter ikke længere mænd som den under­tryk­kende faktor i forhold til vest­lige kvinder. Feminismen bør i stedet rette opmærk­somheden mod kvinder fra andre kulturer. Mange kvinder i Mellemøsten og andre steder er undertrykt som følge af deres kultur eller religion - men alle mennesker bør kunne leve under ordentlige forhold.”

Man kunne spørge, om dette er udtryk for et etno­centrisk syns­punkt: Skaber hun ikke dermed den sædvanlige dikotomi, som fremstiller Østens kvinder som undertrykte og Vestens kvinder som lige­stillede? Det er en ofte gentaget stereotypificering, som ikke nødven­digvis bliver sandere af at blive gentaget. Er det virkeligt rigtigt, at mænd er ophørt med at under­trykke kvinder her i Vesten? Og er det korrekt, at under­trykkelses­fak­to­rerne i Vesten er anderledes end dem i Østen?

Omslaget til Fay Weldons seneste roman på dansk
Omslaget til Fay Weldons seneste roman på dansk.

Hendes seneste roman

Fay Weldon var i 2008 flere gange i Danmark for at promovere udgivelsen af sin seneste bog på dansk, ”Kvinder på kur”. Her tager bogens hoved­person, Phoebe Fox - kraftigt ansporet af sin frisør, Pauline, som hun har livlige samtaler med - på et luksuriøst kurbad for velhavende kvinder over julen. På kurbadet plejer og forskønner de deres legemer, så de kan vedblive med at være attraktive, og en række kvinder møder tilfældigt hinanden. I denne proces opstår der spontant et rum for for­tællinger. Livet er fuldt af fortællinger og typer, og Fay Weldon er mester i at skabe sådanne.

I engelsk litteratur nyder fortællinger (”tales”) stor respekt, og bogens originaltitel ”The Spa Decameron” er en direkte reference til Middel­alderens fortællekunst og den italienske forfatter Giovanni di Bocaccios monu­mentale og erotiske hovedværk ”Dekameron” fra 1353.

I bogen anvender hun begrebet "trofæhustruer", men hun kan også se muligheden for en betegnelse som "trofæ­ægte­mænd", forklarer hun i interviewet. "Det er, når man har lagt utilfreds­stillende partnere og et par forliste ægteskaber bag sig. Med tiden kan man lege med begiven­he­derne og syns­vinklen: Den, man troede var offer, kan være lige så stor en bøddel eller djævel som modparten," siger hun, måske fordi hun til en vis grad opfatter kvinder som ofre for under­trykkelse – i stedet for medspillere i køns­for­skel­lig­heden.

Erfaringen giver visdom. Trofæerne handler om modenhed og om en fase i sit liv som midaldrende, hvor man har haft succes i karrieren og har fået penge på bankbogen. Trofæet er symbol på éns nye succes, selvværd og værd. Trofæet er en ægtefælle, som pynter i éns liv – som er tiltræk­kende, seksuelt nærende, og som kan give intellektuelt med- og modspil.

Skønt det måske lyder meget til­for­ladeligt og endog måske ligefrem som noget positivt, er der alligevel en ironisk og måske selv­ironisk tone i beskrivelsen af sådanne trofæ­hustruer.

Hun har også en interessant beskrivelse af forbruger­samfundet: "The group soul of the consumer crowd around Christmas is unpredictable. A mass of spending humanity will surge through the street and then suddenly withdraw, like the tide before a tsunami" (6). Fay Weldon er god til at vejre, hvor samfundet bevæger sig hen, herunder julens over­flods­aspekt for dem, som har penge at købe for, og den omsiggribende fejring af overfloden og materiel velstand.

Det er en loyal diagnose, som Fay Weldon fremlægger her, men ikke et udtryk for nogen dybere kritik eller anvisninger på alternativer. Som tidligere nævnt er Fay Weldon ingen revolutionær.

Fay Weldon giver også en morsom kommentar til blomsterbørnene og deres børn via en kvindelig hjernekirurg, som spiller en rolle i romanen:

"She was named Shimmer, she had a twin sister named Sparkle. The parents were hippies, as one might have guessed, not quite attuned to the realities of the world, and wishing the same for their baby daughters. The girls spent their early lives sticky-mouthed and straggle-haired, in a cowhide tepee outside St Ives in Cornwall, one of a cluster owned by the PPP, the Peace and Perception People. The community had lived frugally, off the land, and on benefits, their enemy being the state and something vaguely called the bourgeoisie. Neither parent could bear to live in regular houses: there was 'too much gravity', 'too many right angles to stifle the free spirit'." (7)

Her ses et eksempel på, at Fay Weldon er god til at vejre menneskers idiosynkrasier.

Forskellige hjerner

Med til at være moderne hører, at man følger med tiden, prøver nye ting samt orienterer sig i tidens nye rum og muligheder, herunder videnskabens nyeste bidrag til samtiden.

Det er ikke længere "det patriarkalske samfunds undertrykkelse af kvinder" - hvilket i sig selv lyder som en fortærsket og gammeldags kliché - som i vore dag kan eller bør angribes. Derimod konstaterer Fay Weldon, at mænd og kvinder vitterlig er forskellige. Biologisk, hormonelt og sågar vores hjerner.

”Nyere forskning peger på, at mænd og kvin­der har forskellige hjerner. Ligesom også homo­seksuelle og heteroseksuelle har det. Måske er der alligevel nogle medfødte, biologiske forskelle, som skyldes noget hormonelt. Kønnene skal ikke stræbe efter at blive ens, men lige! Mænd er mere til biler, fart og spænding - end kvinder, som finder nydelse i sex, mad, venskaber, shopping og chokolade,” forklarer Fay Weldon lige ud ad landevejen, så det kommer til at lyde som en selvfølgelighed.

Sådanne udsagn kan muligvis få enhver radikal feminist op på barrikaderne, men Fay forklarer:

”En viden om naturgivne forskelle giver os mulighed for at forstå hin­anden bedre – og for at være venligere over for hinanden. Og det er vel et godt mål, at mænd og kvinder kan leve i harmoni med hinanden.”

Og der er ikke kun forskelle mellem kønnene, der er også andre slags skel mellem mennesker, f.eks. klasse­forskelle. Hertil forklarer Fay Weldon:

”Nothing is fair really! – Det er glædeligt, når Livet engang imellem er retfærdigt, men mennesker havner altså tit i besynderlige og uretfærdige situationer, og der er forskel mellem dem, som har, og dem, som ikke har. Derfor er det godt, hvis mennesker kan hjælpe hinanden på tværs af køn og klasser.”

I modsætning til ønsket i den revolutionære femi­nismes diskurs om den patriarkalske kerne­families under­gang peger Fay Weldon på, at mange mennesker i dag finder lykke i en eller anden form for mere egalitært familieliv, skønt en tredjedel af alle voksne lever som singler, mener hun.

”Det viser sig, at man ofte ikke kan klare sig uden sine rødder og uden bånd til sin familie. Disse bånd minder os om, hvem vi er. På mange måder er vi vores familier – vi kopierer dens egenskaber og væremåde. Der er mange slags familier, og familien betyder rigtigt meget. Mange mennesker har stor glæde af deres familier, uanset om de bor sammen eller ej,” siger hun.

Historiske dokumenter

Adspurgt om min egen tilgang til hendes forfatter­skab, fortæller jeg hende, at jeg er lektor i engelsk og altid på udkig efter spændende engelsksprogede tekster til mine elever. Spontant giver hun dette råd:

”I skal se mine tekster som historiske dokumenter. Og du må endelig sige til dine elever, at mænd heldigvis ikke er så groteske mere, som jeg skil­drede dem for 20, 30 og 40 år siden. De vestlige samfund har undergået en kæmpe forandring med hensyn til kvinders rettigheder og forholdet mellem kønnene.”

Og hun tilføjer mildt: ”Husk også, at personerne i mine romaner ikke er talerør for mig, i hvert fald ikke dem alle sammen. Derimod skal de snarere vise en bredde i menneskets natur.”

Menneskets natur er mangfoldig, både i den virkelige verden og i Fay Weldons skønlitteære univers. Ligeledes er mulighederne mellem mænd og kvinder, og mellem mennesker generelt, mangfoldige. Der er ingen tvivl om, at kvinders rettigheder og muligheder vitterlig har ændret sig betragteligt i Fay Weldons levetid.

Selv har hun undergået en væsentlig udvikling både som forfatter og som menne­ske. Nogle vil givetvis finde denne forandring antifemi­nistisk, men til syvende og sidst er hendes forandring måske forudsigelig, i og med at hun aldrig har været revolutionær i sin feminisme, og heller ikke har betragtet sig selv som sådan. Som tidligere nævnt synes hun, at hun selv såvel som kvinder generelt har opnået det, de kæmpede for - samfundet er blevet reformeret med hensyn til ligestilling og lige rettigheder mellem kønnene.



Fay Weldon på Møn i 2008. På billedet ses også politikeren Bodil Kornbek blandt tilhørerne. Fotograf: © Flemming Ravn.

Bibliografi
SE EN LISTE over de værker, som Fay Weldon har udgivet på dansk og engelsk.

Noter og citerede kilder
1) ‘Women in Suffrage’. No author or date mentioned. IPU – Inter-Parliamentary Union. Article on the (read December 30, 2008): http://www.ipu.org/wmn-e/suffrage.htm.
2) Begrebet "patriarkalsk" henviser til mandsdominerede strukturer i et givent samfund. Roden i ordet står i forbindelse med det det græske ord "pateras", som betyder "far", mens endelsen henviser til græsk "arkhi", som betyder "styremåde". Det betyder, at faren er familiens overhoved, ligesom kongen er nationens overhoved, og Gud (som opfattes som en mandlig figur) menneskehedens. I patriarkalske samfund er kvinders rolle underordnet mandens dominans. I matriarkalske samfund er det omvendt: her er manden underordnet kvindens dominans - familiemæssigt, økonomisk og socialt.
3) Hele dette afsnit bygger på følgende kilder (A-D):
    A) Fowley, Andrew. ‘Fay Weldon, liberal feminism and the praxis of Praxis/Fay Weldon, liberale feminisme en die voorbeeld van Praxis’. Literator: Journal of Literary Criticism, comparative linguistics and literary studies. 28.3 (Dec. 2007): 27.
    B) ‘Liberal feminism’. The Columbia Dictionary of Modern Literary and Cultural Criticism. Gen. eds. Joseph Childers and Gary Hentzi. New York: Columbia University Press, 1995: 362.
    C) Regina Barreca. Fay Weldon's Wicked Fictions. Hanover and London: University Press of London, 1994. pp. 174ff.
    D) Hanson, Clare. ‘Fiction, feminism and femininity from the eighties to the noughties’. Essays and Studies. 2004 (Annual 2004): 16-29.
4) Anne Chisholm. 'One Woman at One Time Plays Many Parts'. The Spectator 274.8705 (May 13, 1995): 39-40.
5) Douglas Brooks-Davies. 'Fay Weldon: Overview'. Reference Guide to English Literature. Ed. D. L. Kirkpatrick, 2nd ed. Chicago: St. James Press, 1991.
6) Fay Weldon. The Spa Decameron. London: Quercus, 2007, p. 6.
7) Fay Weldon. The Spa Decameron. London: Quercus, 2007, p. 103.


© Flemming Ravn, 2008-2014, neft.dk/fayweldon.htm. All rights included | |