VELKOMMEN til den FØRSTE danske hjemmeside om Richard Wagner.











RAVNs Hjemmeside om
RICHARD WAGNER
1813-1883



© Lektor Flemming Ravn
Opdateret 05-AUG-2012 (ver. 3.14) | ( Mail mig)

Forord

Denne hjemmeside er lavet af en filolog, som er glad for klassisk musik, og altså ikke af en person, der kommer fra musikken eller musikvidenskabens verden. Mine yndlings- komponister tæller også Mozart, Beethoven, Smetana, Liszt, Dvorak, Tschaikovski og ikke mindst vores egen danske Niels W. Gade.

Jeg ønsker ikke at fremhæve nogen komponist frem for en anden - men forleden vinter syntes jeg, at det var interessant at studere Wagners livshistorie og lytte til hans musik. Resultatet blev denne hjemmeside. Det er mit håb, at andre også kan have glæde af den.

Derfor åbnede jeg, december 2004, denne hjemmeside, som er den første danske Wagner-hjemmeside på nettet.

For nogle mennesker er det odiøst at lytte til Wagner-musik, fordi Wagner var en af Hitlers yndlingskomponister. Her kan man pege på det faktum, at Hitler var vegetar; men ville de samme personer alene af denne grund regne det for odiøst at være vegetar i dag?

Ikke desto mindre diskuterer forskere og lægfolk stadig, om Wagner kan siges at være en skyldig deltager i det historiske forarbejde, der førte til den særlige politiske udvikling i Tyskland i Hitler-æraen. Meningerne er delte, ligeledes sympatien og antipatien mod Wagner som person og komponist såvel som mod hans musikalske værker og hans idéverden.

Levnedsskildring

(REFERENCER - anvendte kilder til denne hjemmeside findes HER!)

Richard Wagner blev født den 22. maj 1813 i Leipzig i Tyskland, ca. 150 km syd-sydvest for Berlin. Kort tid efter hans fødsel flyttede familien til Dresden, der ligger ca. 150 km sydøst for Leipzig.

Wagners mor, Johanna Rosine, var datter af en bagermester med efternavnet Pätz. Hos nogle af Wagners biografer hersker der uenighed om, hvem Richard Wagners biologiske far var. Men sikkert er det, at han enten var søn af politiaktuar Carl Friedrich Wilhelm Wagner, som døde af tyfus seks måneder efter Richards fødsel - eller af hans mors nye ven, maleren, skuespilleren og digteren Ludwig Geyer, som hun giftede sig i august 1814, og som førte Richard ind i teatrets og musikkens verden.

Han var næppe noget dydsmønster med hensyn til underskolens sædvanlige fag. Langt fra. Derimod var han glad for musik og gik ofte til koncert.

Det blev musikken

Skønt Wagner tidligt havde fattet interesse for filosofi såvel som for litteratur og tidligt havde et ønske om at blive skuespilforfatter, var det alligvel musik han valgte at studere, da han i 1831 blev immatrikuleret ved universitetet i Leipzig.

Der er ingen tvivl om, at han havde gode anlæg for musik og for at komponere.

Skønt hans ungdomstid i biografierne ofte betegnes som ganske "vild", var hans kærlighed til musik så stor, at han ikke forsømte sin lidenskab: Han studerede værker og dramaer af Goethe, Shakespeare og andre af de klassiske forfattere. Og han lærte sig selv at spille på klaver. Wagner var en autodidakt natur: han lærte sig selv noder og komposition - og begyndte endog at komponere.

Wagner indså tidligt, at han kun havde lyst til at arbejde med sine egne liberetti. Man kan uden overdrivelse sige, at Wagners selvstændige, entusiastiske tilgang til musikken vandt en blivende indflydelse på musikkens udvikling i hans samtid.

Således blev han med sin levende musik, sine storslåede opera­opsætninger, hvis helte og heltinder med deres stærkt kriseprægede plots mytologisk er inspireret af de germanske kulturers sagn- og idéverden, sine stærke musikalske dramaer og sin kraftfulde person­lighed én af Den romantiske Epokes mest frem­trædende kom­po­nister, ja, én af de mest frem­trædende i musik­kens historie i det hele taget.

Wagner var helt klart en foregangsmand og fornyer af klassisk musik. For eksempel udviklede han ledemotivet som et guidende princip for i sine musikalske dramaer. Disse særlige motiver afspejledes i særlige melodier eller fragmenter af melodier, der kunne associeres med værkernes karakterer, hændelser eller temaer.

Wagner skabte udødelige musikalske temaer og karakterer. Blandt Wagners kendte værker er Tannhäuser, Niebelungens Ring og Parsifal. En samlet liste over Wagners vigtigste værker findes nederst på siden.

Richard Wagner var ikke den eneste kunsterisk begavede person i hans familie. Nogle af hans ældre søstre var operasangerinder og skuespillere.


Illustration: Richard Wagners musik er kendt og afholdt i mange lande. I 1963 udgaves f.eks. i det nu forgangne Sovjetunionen to frimærker i en miniserie, der hyldede henholdsvis Wagner og Verdi.

Richard Wagners musik regnes tit for at være pompøs, dramatisk og måske lige­frem grandios. Dette kan måske forklares ud fra Wagners for­kær­lighed for den fylde, som en rig mang­fol­dighed af sam­vir­kende instru­menter under­tiden kan skabe, ikke mindst omkring de drama­tiske klimaks.

Wagner har både en stor op­find­somhed og en stor variation i sine kompo­si­tioner. Værkerne er ikke ude­luk­kende hektiske og bevæ­ge­lige, der er også et væld af "rolige" og romantiske passager, der ligger langt fra det pompøse eller hektiske.

Det er sandt at sige, at der tematisk set er en meget stor spænd­vidde i hans musi­kalske værk, der inklu­derer stem­ninger, motiver og temaer fra det stille, bero­ligende, ynde­fulde, over naturelementer (f.eks skove), det myto­lo­giske, det for­under­lige og for­tryl­lende til mange andre typer af stem­nings­billeder. Samtidig må man sige, at hans arbejde har en universalitet, som overskrider dets egen tid og rum - og endnu taler til os i dag, også uden for Tyskland.

Wagner skrev i alt 13 operaer. Men Wagner var ikke kun kompo­nist og tekst­forfatter til operaer. Han var også for­fatter og skrev han et stort antal bøger og artikler - om emner spæn­dende lige fra musik­teori til poli­tiske ideer.

De tidlige værker (1830'erne)

Hans tidlige kompo­si­tions­stykker omfatter bl.a. en symfoni og to ouver­turer. I 1833 begyndte han på sin første opera Die Feen (Feerne), bygget over et æventyr af Carlo Gozzi, men dette værk fik han ikke opført i sin egen levetid. Værket er i nogen grad inspireret af Beethoven og Weber.

Wagner var blevet for­elsket i en pige ved navn Wilhelmine Planer (kaldet Minna). Hun arbejdede i en teater­trup i Magde­burg. Og hende giftede han sig med i 1836. Ægte­skabet med Minna varede i tredive år, indtil Minnas død.

Siden lavede Wagner en anden opera Das Liebes­verbot (Elskovs­forbudet) bygger over et værk af Shakespeare. Operaen blev opført én eneste gang - og var en kata­strofe! Men man lærer af sine fejltagelser, og også Wagner, der ikke gik i stå på grund af fiaskoen; snarere fik han vitaliseret sin fremdrift og skabertrang.

I 18XX blev han udnævnt til musikdirektør ved operaen i Magde­burg, hvor han op­satte sit værk Das Liebes­verbot, og med denne opera vandt han aner­ken­delse.

Rejsen til Paris

Wagner brugte megen tid på at udforske, hvad tyskhed betød for ham. Med tiden kom han til at anse sig selv inkarna­tionen af "alt tysk" og følte sig som fore­gangs­mand for sine landsmænd.

Richard Wagner anvendte tyskhed som inspira­tions­kilde i sin musikalske digtning, hvori han ofte bearbejdede og fremdrog tysk­kulturelle folke­motiver og symboler, hvoraf en del var af myto­logisk beskaf­fen­hed. Han var også inspi­reret af fælles­europæiske fore­stil­linger og kristne myter, f.eks. grals­myten i værket Parsifal.

I 1830'erne havde nationalismen vind i sejlene i flere europæiske lande. Også i Tyskland, der dengang ikke var ét land, men bestod af alliancer af tysksprogede enkeltstater; man kan måske kalde dem "tyske lande". Sandsynligvis var det først i Paris, hvortil Wagner rejste i 1839 efter et par år i Riga, at han blev sig sin tysk­hed særligt bevidst.

I Paris havde Wagner håbet på at kunne etablere sig som kom­po­nist, men hans økonomi var ikke ret god, og han måtte arbejde som journalist, for at holde kreditorerne fra døren.

Den finske Wagner-biograf Hannu Salmi beskriver Wagners rejse til Paris således [oversat af mig fra tysk]:
Som modvægt mod den traumatiske splittelse [i køl­vandet på Napoleonskrigene, o.a.] opstod hos tyskerne drømmen om samling [...] Pariser­opholdet i årene 1839-1842 blev et vendepunkt for Wagner. Han drømte om at erobre musikkens metropol [som da var Paris, o.a.] - men det faldt anderledes ud: Illu­sio­nerne bristede. Pariser­årene ændrede ikke kun Wagners kunst­neriske stil; også hans for­hold til tyskhed forandrede sig. Man kan opstille den påstand, at netop på denne tid mødtes kunst og politik i det wagnerske verdens­billede. Wagners egen kom­posi­tions­stil ud­viklede sig paral­lelt med en vågnende national be­vidsthed. (Kilde).
Gennembrudsår (1840'erne)

Årene 1837-40 komponerede han operaen Rienzi (Rienzi) (der blev uropført på Hofteatret i Dresden 1842) med inspi­ra­tion fra både italiensk og fransk opera­tradition, nærmere betegnet Spontini og Meyerbeer. Året efter - men nu i en stil, der var mere uafhængig af samtidens musikstil i øvrigt - ur­opførtes sammet sted Der fliegende Holländer (Den flyvende Hollænder).

Begge blev forholdsvis godt mod­taget af publikum og med­førte, at Wagner fik gang i sin musikalske karriere. Han begyndte nu at arbejde som hof­opera­dirigent i Dresden. I denne periode skrev han også Tannhäuser (inspireret af et tysk digt fra det 13. århun­drede) og den "romantiske" opera Lohengrin, som begge om­hand­lede åndelig såvel som sanselig kærlighed.

Lohengrins fokus på de skjulte, mystiske aspekter ved selve Livet, som man må have tillid til og nære ære­frygt overfor. Lohengrins natur­lige godhed og Elsas livs­glæde står i kon­trast til den nega­tive Ortruds mang­lende tillid, frygt og tvivl. Musik­dramaet viser, at fordi san­sernes op­fat­tel­ses­evne er begrænset, fordrer tillid, at man må vove at sætte sin lid til noget ukendt eller ikke-synligt, for der er jo så meget vi ikke kan se eller vide. Narrativerne er omsat i musik med periodisk stærke indslag fra det orkestrale. Alt i alt meget idealistisk og, ja, heorisk... kort sagt: romantisk.

Encyclopædia Britannica forklarer [oversat af mig fra engelsk]:
Hofoperaledelsen i Dresdens afslag på at opføre Wagners næste opera Lohengrin havde ikke kunsteriske årsager. Snarere følte de sig fremmedgjort af de administrative og kunstneriske reformer i Wagners planer. Hans forslag ville have fjernet hoffets kontrol over operaen og skabt et lands­dæk­kende teater, hvis pro­duk­tioner i stedet skulle bestemmes af drama­turger og kom­po­nister.

Wagner, som var optaget af ideer om social fornyelse, blev viklet ind i Den tyske Revo­lution i 1848-49. Han skrev en række artikler til fordel for revo­lu­tionen [som set med vores dages øjne blot gjaldt reformer af for­fat­ningen i retning af den slags monarki, vi har i Dan­mark i dag, o.a.] og tog 1849 aktivt del i en del af Oprøret i Dresden. Oprøret mis­lykkedes, og der blev udsendt arrest­ordre på Wagner, som flyg­tede fra Saksen, først til Weimar hvor vennen og kollegaen, Franz Liszt, hjalp ham. Derpå flygtede han til Schweiz, og derfor war han ikke var i stand til at over­være uropførelsen af Lohengrin, som Liszt opførte den 28. august 1850. Lohengrin, som er den sidste af Wagners traditionelle tyske romantiske operaer, handler om ridderlighed og indeholder et stærkt magisk element. (Kilde).
I eksil

I de næste femten år komponerede Wagner stort set ikke. Han opholdt sig det meste af tiden i sit over ti år lange eksil i Schweiz, bl.a. Zürich som han boede i indtil 1858.

I sit eksil forfattede han flere bøger og mange artikler om forskellige emner som vegeta­ria­nisme, hygiejne, racespørgsmål samt om musik, musikteater og kunst i al al­min­de­lig­hed. Han blev også invol­veret i en pole­mik, som bl.a. om­fat­tede et angreb på kompo­nisten Meyer­beer. Derudover var han en flittig brevskriver; Wagner skrev mere end 10.000 breve i sit liv. I disse eksil-år syslede Wagner med begyndende skitser til frem­tidige operaer, der skulle bygge på nordiske og tyske sagaer.

Antisemit - og dog, eller hvad?

Mannge mennesker i dag anser Wagner for at være en kontroversiel person. I mange år har han været kædet sammen med begivenheder i Det tredie Rige, fordi fremtrædende nationaalsocialister var store velyndere af hans musik, og fordi Wagners de facto tyske nationalisme og antisemitisme gik hånd i hånd med den fremherskende ideologi i den tyske statsmagt og deres holocaust i årene 1933-1945. Og det er en kendsgerning, at Wagner ofte og gerne luftede sine antisemitiske anskuelser og også fremsatte dem på skrift.

Wagners mest kontroversielle antisemitiske skrift er nok essayet 'Das Judenthum in der Musik' fra 1850. Wagner anså jødiske musikere i Tyskland for at være et uønsket fremmed-element. Han plæderede for jødernes betingelsesløse og fuldstændige assimilation ind i tysk kultur og levevis, og derved adskilte han sig markant fra den nationaalsocialistiske racelære, der handler om udryddelse og fordrivelse - og ikke integration. Mange jødiske oplysningsfilosoffer i Tyskland var også fortalere for assimilation, f.eks. Moses Mendelssohn. På trods af sin ideologiske antisemitisme, havde Wagner ikke desto mindre et stort netværk af jødiske venner og kolleger, som han omgikkes, heriblandt Hermann Levi, hvem han betroede at dirigere uropførelsen af hans opera Parsifal.

Nogle har indvendt mod Wagner, at noget af det germansk-mytologiske tankegods, som han har bygget sine værker op omkring, på visse punkter er sammenfaldende med det, som også blev promoveret i den nationaalsocialistiske mytologi og kult i Det tredje Rige.

Ifølge Søren Schauser mødte Wagners svigerdatter (sønnen Siegfrieds britiskfødte hustru, Winifred) Adolf Hitler første gang i 1923. Ved dette møde gjorde de et vældigt indtryk på hinanden. "Om svigerdatteren og den tyske fører blev forelsket eller ligefrem havde et forhold, finder verden ikke ud af foreløbig: Deres breve ligger endnu i dag hos et af Winifreds børnebørn, Amélie Lafferentz - og dér bliver de efter hendes eget udsagn liggende" - men venskabet mellem svigerdatteren og den tyske fører "har lige siden belastet familien Wagners omdømme," forklarer Søren Schauser i Berlingske Tidende. (Kilde).

Wagner har dog også enkelte musikalske fans i Staten Israel, men særligt dér er han af historiske årsager en kontroversiel person. Wagners omdømme, der kædes sammen med nazismen, har således ved flere lejligheder de senere år forhindret, at Wagner-koncerter har kunnet opføres i Israel, da bl.a. holocaust-overlevende har protesteret højlydt mod sådanne planer.

Siegfried

Konen Minna døde i 1866 og veninden, Cosima von Bülow (Franz Liszts datter) flyttede ind hos Wagner. Wagner giftede sig med Cosima i 1870.

I 1865 skabte Wagner operaen Siegfried. Centralt heri står det non-vocale stykke Siegfried Idyll, som han kompo­nerede specielt til Cosima som en gave til hende i an­led­ning af hendes fødselsdag. Han opførte det fak­tisk selv første gang ved at diri­gere idyllen en jule­morgen i 1870 uden for Cosimas sove­værelse.




Niebelungens Ring

Der Ring des Niebelungen regnes af mange for at være Wagners mest monu­men­tale og kom­plekse mester­værk. Wagner arbej­dede på det fra 1848 og hele 28 år frem - det trak bl.a. ud, fordi han ind­imellem også kompo­nerede på andre værker.

Niebelungs Ring er en såkaldt tetra­logi, altså et stor­værk bestå­ende af fire værker i alt, der op­føres over fire aftener (der rummer mere end 12 timers musik).

Ring-cyklussen indeholder disse fire værker: Das Rheingold (Rhinguldet), Die Wal­küre (Valkyrierne), Siegfried (Siegfried) og Götter­dämmerung (Ragnarok). Disse fire værker blev ur­opført værk for værk i årene 1869-1876.

Tetralogien handler om den arke­typiske kon­flikt mellem kær­lighed på den ene side, og penge og magt på den anden. Den er bygger op over motiver fra hedenolds nor­diske sagaer. Kendtest er måske valkyrierne i den melodiøse og "blæsende" sats Der Ritt der Walküren (Valkyriernes Ridt). Ringens stort anlagte drama ender i Götterdämmerung med, at Valhalla brænder, og Verden går under.

Opbygningen og de musikalske virke­midler i Niebe­lungens Ring viser, at Wagners kompo­si­to­riske udtryk i forhold til tid­ligere værker er modnet og er blevet mere komplekst Ency­clopædia Britan­nica fortæller [oversat af mig fra engelsk]:
Wagners nye kunst­form blev det poetiske drama, som skulle find sit fulde udtryk i det musikale drama og sættes op i en sammen­hæn­gende vocal-symfonisk struktur. Denne sammen­vævning skulle væves af grund­læggende tema­tiske ideer, som Wagner kaldre 'motiver', men som af hans til­hængere siden kaldte 'lede­motiver' (jfr. tysk Leitmotive). Disse skulle fremkomme naturligt som eks­pressive vokale fraser, sunget af karak­tererne i stykket, og skulle videre­udvikles af orke­stret som 'remini­scencer' for at udtrykke stykkets drama­tiske og psyko­logiske udvik­ling.

Dette koncept vandt fuldt indpas i Ringen, bortset fra, at lede­motiverne ikke altid fremkom som vocale ytringer, men ofte blev intro­duceret af orkestret for at por­trættere bestemte karak­terer, emo­tioner eller be­gi­ven­heder i dramaet [...] Indflydelsen fra Schopen­hauers teori mht. musikkens over­legen­hed i kunsten fik Wagner til at tippe den ekspressive balance i sit musikalske drama mere i retning af det musi­kalske: lede­motiverne ophørte med at være pænt iden­ti­fi­cérbare i for­hold til deres drama­tiske kilde, men fungerede nu med større psyko­logisk kom­pleksistet som frie asso­cia­tioner. (Kilde).
Men Wagner gjorde ikke kun noget ud af det musikalske udtryk. Han forsøgte også at skildre personernes indre liv med effektfuld overbevisning.

Under en pause fra Niebelungens Ring, kompo­nerede Wagner i München 1868 sin eneste komiske opera Die Meister­singer von Nürnberg (Mestersangerne fra Nürn­berg). Under arbejdet hermed havde Wagner finan­sielle vanske­ligheder. Bayerns unge konge, Kong Ludwig III, der var en stor beundrer af Wagners musik, kom ham til und­sætning. Hans midler satte Wagner i stand til at opfylde sin livs­drøm om et forum for "frem­tidens musik".

Wagners livsdrøm

Richard Wagners livsdrøm gik ud på at etablere et forum for Wagner-festspil for ynderne af hans operaer. Dette festspil blev indivet i 1876 i et operahus i Bayreuth i det sydlige Tyskland med en opførelse af Niebe­lungens Ring. Trods for­skellige afbrydelser under de to verdens­krige, fort­sætter fest­spillene i Bayreuth kult­agtigt endnu i dag. Og Opera­huset i Bayreuth op­fører ude­lukkende værker af Wagner.


Omslaget til indspilling af Parsifal med Berliner Philhar-
monikerne, dirigeret af den israelske dirigent Daniel Barenboim.

Wagners sidste store værk Parsifal handler om en ung ridder Parsifals strå­lende hero­iske bedrifter. Værket bygger på den gamle legende om Den hellige Gral og dens mira­kuløse, hel­bredende egen­skaber. Parsifal-værket udforsker temaer som spiri­tu­alitet, kær­lighed, for­sagelse og for­løs­ning. Wagner op­fattede selv dette værk som "helligt", og det var hans ønske, at det kun skulle op­føres i Bayreuth. Da copy­righten i 1913 ophørte, kunne man imid­lertid ikke længere forhindre værkets opførelse uden for Bayreuth.

Wagner, der i sin sidste tid var ramt af en hjertelidelse, rejste med sin familie til Venedig. Mens Richard Wagner opholdt sig i Venedig, Italien, blev han ramt af et dødeligt hjerte­anfald, og Wagner afgik ved døden den 13. februar 1883 i Venedig.

Wagners vigtigste værker

  • Die Feen (1833-34, uropført posthumt 1888)
  • Das Liebesverbot oder Die Novize von Palermo (1834-36, uropført 1936))
  • Rienzi, der Letzte der Tribunen (1837-40, uropført 1842)
  • Der fliegende Holländer (1840-41, uropført 1843)
  • Tannhäuser und der Sängerkrieg auf Wartburg (1842-45, uropført 1845)
  • Lohengrin (1845-48, uropført 1850)
  • Niebelungens Ring - i fire afdelinger (1848-1876, uropført 1869-1876): 1) Vorarbend: Das Rheingold
    2) Erster Tag: Die Walküre
    3) Zweiter Tag: Siegfried
    4) Dritter Tag: Götterdämmerung
  • Tristan und Isolde (uropført 1865)
  • Die Meistersinger von Nurnberg (1868)
  • Parsifal (1865-1882, uropført 1882) (KILDE).

Richard Wagner Selskabet, København

    Det danske Richard Wagner Selskab, hjemmehørende i København, har nu fået deres eget flotte websted. Man kan blive medlem af selskabet og derigennem få adgang til diverse kulturelle ture (udfluger) og arrangementer.

    Besøg Richard Wagner Selskabet.

    JEG HAR IKKE personligt noget med selskabet at gøre som sådant, og er ikke selv medlem, men jeg kan oplyse interesserede om, at medlemskab koster 225 kr. om året for enkelt-personer, 350 kr. for par.

    For nærmere information, henvendelse til formanden:

    Leif Nielsen
    Baunedammen 38
    2605 Brøndby, Danmark
    Tlf. (+45) 36 75 59 00

    Du kan sende en e-mail til selskabet her.

To danske bøger med Wagner-tema


  • Anne-Marie Vedsø Olesen: “Gudernes tusmørke”, Gyldendal
  • Henrik Nebelong: "Richard Wagner, liv, værk, politik", Forlaget Vandkunsten

REFERENCER - anvendte kilder til denne hjemmeside

Links til andre hjemmesider om Wagner



Kom snart på besøg her igen.

 
Google
 
WWW neft.dk



VELKOMMEN til den FØRSTE danske hjemmeside om Richard Wagner

Carl Gustav Jung | HOME/MENU

© Flemming Ravn ~ http://neft.dk/wagner.htm